Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
med og skyldte hensyn, var fjernt fra hans tanke. Var først en ide
slaaet ned i ham, fulgte han den uden prutten til dens yderste
konsekvenser.«
»Modsigelse nytted lidet; godhed og varme kunde drive ham til
alt. Grunden til, at de, der stod ham nær, holdt saa inderlig af
ham, uagtet han ofte kunde tage lidet hensyn og være en ordentlig
stivnakke, var den, at man til andre tider skimted et saa overmaade
fint og varmtfølende hjertelag, der, naar det var oppe, forstod at
skabe sig ualmindelig vakre og karakteristiske udslag, karakteristiske
for et dybt gemyt. Barnet var altid sterkt i ham. Jeg sagde
saa ofte til mig selv: »For et barn!« Jeg husker, hvorledes vi
i juleferierne kunde sidde hjemme i stuen med kageboksen
mellem os og strides om resterne, mens vi lytted til min søsters
sang. Da kom det bedste og varmeste op i ham, og aldrig var han
elskværdig som da. Timevis kunde han sidde med vemodig lyttende
udtryk, forstaa og føie med i de sarteste, vekeste stemninger. Holdt
sangen op, forfulgte han straks en stemning eller et citat og var da
uendelig. Schumann og Schubert med sin sterke lidenskab interes-’
serte ham; men rigtig fornøiet blev han først, naar han fik vore
egne digtere og komponister. De fine og bløde stemninger kunde
rent overraske hos denne ungdom, som i næste øieblik var saa
sterk og staalsat. Hvad vi andre i de aar bluedes for at citere af
f frygt for sentimentalitet, kom fra ham med aaben, uforstilt
freidig-hed baade i mine og stemme — han elsked musik og poesi. Først
citerte han et par linjer, saa et par til — tilfreds og inderlig. »Nu
vil han stanse,« tænkte jeg, »som de fleste andre gjør, eller
naturligvis kan han ikke mere. Men nei, han stansed ikke, — enten
det nu var På vidderne, som han kunde fra ende til anden,
Ingeborgs klagan eller andre stubber, ofte fra Frithjofs saga.
Merkelig nok staar han for min erindring som mest straalende og
fornøiet, naar han fik citere samtalen mellem Fritlijof og Bjørn. Han
storlo, naar han kom til dette sted:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
