Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
Det bærer afsted i maaneskinnet. Gjennem skogholt, mellem
ranke stammer, paa aaben slette, over den knitrende flade. Saa er
veien igjen overskygget, tæt krat paa begge sider: han ligger med
næsen i skaren. Men lidt efter lidt begynder dalen at vide sig
ud, alle trær og busker svinder, vidden bølger sig fremover: sne,
sne, bare hvid, tindrende sne. — — Han nærmer sig Myrstølen;
dagen melder sin ankomst over fjeldrækkerne i øst med sit dybeste,
dunkleste flammerøde, som stadig blir sterkere og sterkere. Snart
eidet, som et helt land brændte under horisonten og kasted et
flammende gjenskin mod himmelen.
Manden paa Myrstølen er ikke hjemme; han ligger borte paa
den andre siden vandet med renflokken; de holder paa at merke
nu. Og kvinderne er forfærdet; da de hører, hvad vei han vil tage.
Den ene er en ung, kjæk jente. Hende beder ham om en
fyrstik-æske. Ja, det skal han faa; »men saa skal du love, at du ikke
lægger paa storfjeldet.«
Han lover hende at være forsigtig, men burde føiet til som
bonden, da han skulde skrive sig ind som afholdsmand: »Løva dat
(love det), dat kan me; men halda dat, dat kan me inkje«.
En tid efter staar han paa veiskillet — det gjælder Aurland eller
Vosseskavlen. Foran ligger en stor slette, derborte ved kanten svandt
fjeldene, det heldte nedover mod Sogn, det vilde gaa raskt mod
bygden der.
Han vendte sig. Der laa fjeldvidderne blinkende indover, tinde
bag tinde som en leir af hvide telte mod himmelranden — bleggrøn
og klar. Det var ikke til at staa imod. Han havde jo været her i
skodde, regnveir og slud, saa kunde han sagtens naa frem nu i
klar-veir og sprættende skiføre. Rak han ikke over idag, saa kunde han
jo overnatte i Hallingskeisæteren eller Grøndalssæteren, og ialfald
var nu den tørre, bløde sne lunere end en haard stenhelle om høsten,
naar en er vaad til skindet.
Han vælger vidden, renernes vei. Det friske slag af en stor flok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
