Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fridtjof Nansen som biolog. Af Gustaf Retzius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
Ved sin undersøgelse over rygmarvens finere bygning hos
am-phioxus og myxine gjorde Nansen nogle opdagelser, hvoraf jeg bør
nærmere berøre et par, idet de har vist sig at eie en mere almen
betydning. I rygmarven af amphioxus fandt han ingen virkelig
neuroglia — det støtte- eller isoleringsvæv, hvori de egentlige
nerveelementer ellers ligger indleiet —; men han beskrev i
centralkanalens omgivelse et slags udad radierende »epiteliale« celler
(epen-dymet), hvori han igjenkjendte dette dyrs neurogliaceller og
fremholdt, at denne neuroglia repræsenterer dens laveste stadium hos
hvirveldyrene. Hos myxine gjenfandt han vistnok disse
ependym-celler, men tillige virkelige neurogliaceller, omend af en
eiendommelig karakter; han slutted deraf, at neurogliacellerne har sit udspring
af det ydre kimblad, hvoraf ogsaa den egentlige nervevæv er
opstaaet, og at de har sit udspring af centralkanalens epiteliale celler
(ependymet). Denne Nansens anskuelse har siden bekræftet sig ved
talrige iagttagelser og har nu vundet almen tilslutning. Hos myxine
opdaged han videre, at de nervetraade, som udgjør rygmarvens
bagre eller sensible nerverødder, efter indtrædelsen i rygmarven deler
sig i to grene, hvoraf den ene i ret vinkel løber bagud (nedad),
den anden derimod fremad (opad) i rygmarven. Denne opdagelse
er siden konstateret af den spanske nervehistolog Ramon y Cajal og
adskillige andre forskere samt er befundet at være en for
hvirveldyrene alment gjældende vigtig lov. Denne de sensible bagre
nerverødders tvedeling bør derfor efter sin egentlige opdager benævnes
den »Nansenske deling«.
Snart derefter finder vi den unge norske biolog ifærd med
løsningen af et andet problem, som hidindtil havde trodset forskernes
anstrengelser. Det gjaldt denne gang udviklingen af den ovenfor
nævnte slimaal, myxine glutinosa. Dette eiendommelige dyr, et af de
lavest staaende hvirveldyr, som findes tilbage i vor skabelsesperiode,
lever i talrig mængde i de nordiske have, ved hele Norges kyst og
Sveriges vestkyst. Af flere grunde vilde det for videnskaben være af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
