Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjemme og ude. Med bidrag af prof., friherre F. von Richthofen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
gik som en vind udover skrenter og berg, og det gjaldt at holde
tungen ret i munden. Naar en har været ude i mørke en stund,
saa er det, ligesom der staar en svag lysning af sneen; en kan ikke
kalde det lys, men det er da ligesom et skimt ialfald. Ja, Gud ved,
som en kan klare sig mange ganger; men vi kom da nedover. Ret
som det var, maatte jeg braastanse og skrige til Eva. Det var for
bråt for skierne, der var ingen anden raad end at glide paa enden.
Det leter paa bukserne, men det er sikrere, naar det er mørkt.
Snoen drev om ørene, saa det sved, for det var synd at sige,
det var tøveir; og udover gik det.
Allerbedst det var, midt i fuldeste farten, blaaste hatten af mig,
— jeg havde en saa’n liden graa hat, som jeg pleier at gaa med.
Saa var det at bremse og komme paa benene igjen. Langt oppe
skimted jeg noget svart paa sneen, krabbed ivei, hugged til og slog
fingrene mod en sten. Hatten maatte ligge længere borte; jo, der var
den. Jeg hug i sten igjen. Det yred bortover sneen med hatter, hat
i hat, hat i hat langt bortover. Men naar jeg skulde sætte den paa
hovedet, saa blev den til sten. Stener for brød kan være leit, men
stener for hatter er saamen ikke bedre.
Det var ikke andet for, end at jeg flk age videre uden hat.
Eva sad, der hun sad, hun. »Eva!« raabte jeg. »Eva!« Langt
nede svarte det.
Det var ligesom ingen ende paa denne milen. Men ende paa
os var der jo endnu, og den maatte holde for. Af og til kunde vi
jo bruge skierne ogsaa. Ret som det var blev det tverbrat, saa vi i
sidste øieblik stopped for stupet, — hvor høit det var, kunde vi jo
ikke se. Men ret som det var tulled vi udover ogsaa, kast i kast.
Men sneen var dyb, og det er nu utroligt, hvor langt en klarer sig da.
Noget, som kunde kaldes retning, havde vi ikke længer; vi
vidste bare, at vi skulde udover. Tilslut stod vi bommende fast. Saa
maatte Eva sidde og vente igjen og jeg til at famle efter fremkomst.
Jeg ledte skridt for skridt i svarte mørket og blev længe borte. Med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
