Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nansen i den frosne Verden - XI. Nansen hjemme og ude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AVANSEN HJEMME OG UDE 95
han var endnu ikke kommet ombord ; stortingets
medlemmer stod der i timevis og maatte endelig gaa.
Endnu i sidste øieblik var der ting, som Nansen skulde
afgjøre. Den hele formiddag fik han saa at sige ikke
veksle et ord med sin hustru. Kun et kort farvel. Da
han kom ned i stuen, blev Liv baaret smilende imod ham.
Han tog barnet i sine arme : »Ja, du ler du, Liv, men jeg
–!« Han hulked.
Saa kasted han sig i den lille petroleumsbaad, damped
indover fjorden, steg ombord paa Fram, hilste ikke paa
nogen, gik op paa brettet og gav ordre til afseiling. De,
som saa hans ansigt i den stund, glemmer det ikke.
Men der er et billede fra hin fortælling om skituren paa
nyaarskvelden, som stundom rinder os i tankerne i denne
ventetid: h un sidder ensom paa fjeldet og speider ud i
det uigjennemtrængelige mørke, længe, længe. Da høres
en stemme fjernt fra snevidden. Han er der. Han
kommer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
