Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224 . NANSEN / DEN FROSNE FE R DEN
Han sagde dette saa rolig, som om han kunde have talt
om at lægge igjen en gammel frakke eller et par udslidte
støvler oppe ved polen.
»Du faar da se til at faa Fram med dig hjem igjen,«
mente jeg.
»Aa ja, du kan vide, vi reiser ikke fra skuta’, før vi er
pisket til det; men saa lei kunde isen bli1, at vi ikke klarte
at slippe igjennem med Fram, og da syntes jeg, det kunde
være ærgerligt, om jeg skulde bli’ nødt til at lægge igjen
mere end nødvendigt.«
Om natten fulgte Nansen og Sverdrup mig ombord paa
Vesteraalens dæk og fik en toddy at varme sig paa paa
fald rebet.
En sidste hjertelig omfavnelse og farvel. »Hils din
hustru! Hils Eva og Liv og huset mit tusen ganger!«
»Lov mig nu ikke at være for uvøren da, vær saa
forsigtig, du kan,—og velkommen hjem baade du og Fram!
Og Gud velsigne dig, du kjære ven!«
Nu ringer det for sidste gang. Præcis kl. 12 styrer
Vesteraalen sydover i hurtigruten. Nu staar de opreist i
baaden i agterenden, ved siden af hverandre, han og
Sverdrup. Endnu et øieblik skimter jeg lysningen af
Nansens lyse regnfrak, saa smelter de ligesom sammen
til én skikkelse for mine øine i snekavet, som driver tæt
som midtvinters over sundet. Endnu et glimt af Fram i
taagen, og saa er det ikke mere.
Mon naar jeg skal faa se ham igjen ?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
