- Project Runeberg -  Fyrst Nekliudoff : fortælling /
47

(1889) [MARC] Author: Leo Tolstoy Translator: Holger Sinding, Ely Halpérine-Kaminsky - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Livsplaner - IX

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

47
inde bag gruen, og snippen af en slidt kaftan reiste
sig langsomt op. Derpaa kom en stor fod med
fillede sko paa dinglende ud for grnen, saa en til,
og omsider kom hele hvide Davids figur tilsyne i
skyggerids. Han havde sat sig paa gruen og gned
sig i øinene med sine store næver og med et
dorsk, grættent udtryk i ansigtet. Han gjæspede
endnu engang, lod hodet synke ned, og da han
endelig fik øie paa godsherren, rørte han en smule
paa sig, men saa langsomt, at ISFekliudoff kunde
gaa tre gange frem og tilbage fra pytten til væv
stolen, før David endelig var kommet sig ned fra
sit leie.
Hvide David svarte godt til sit navn. Baacle
ansigt og krop var virkelig ganske mærkelig hvide
paa ham. Han var høi af vækst og temmelig fed,
af detslags fedme, som er eiendommelig for bønderne,
nemlig ikke bare mave, men jevn fedme over hele
kroppen. Men denne førhed var samtidig lasket
og sygelig. Ansigtet var noksaa vakkert; det op
lystes af etpar blåa, rolige, blide øine; det brede
skjæg, kort alting’gjorde sit til at meddele ham et
udtryk af sygelighed. Ansigtet var ikke spor af
solbrændt, og der var ikke tegn til rødmussethed
paa hans kinder, som ellers hos folk, der er meget
ude i fri luft. Ansigtsfarven var bleg eller nær
mere gulagtig, med matte, blåa render under øinene.
Hænderne var laskede og fugtige, som de gjerne
er hos vattersottige. Han var endnu søvndrukken
og kunde knapt nok aabne øinene, og det var med
største møie, han kunde holclo sig opreist uden at
tumle om eller gjæspe.
»Skammer du dig da ikke?« begyndte Nekliu
doff; »sove midt paa blanke dagen, og det skjønt
din gaard er i det fuldstændigste forfald, og du
mangler brød.«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:37:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fyrstnek/0051.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free