Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Foredrag, holdt den 4de Mai 1880
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 12 —
dobbelt hellig og bindende for os: det er Tiden og Leilighed
den, ved hvilken vor Frelser gav den. Det var ikke førend
efter hans Opstandelse, umiddelbart før hans Himmelfart. Det,
var den sidste Befaling, vi har af ham, førend han forlod
Jorden med sin synlige Nærværelse; det var ligesom hans
Testamente, lians „sidste Vilje" til os om at komme i
Discipelforhold til ham. „Og Ingen gjør dog et Menneskes
Testamente tilintet eller sætter noget dertil," siger Apostelen
(Gal. 3, 15). Man agter det for en Formastelse at bryde
et Menneskes Testamente, og en Faders „sidste Vilje", den
er medrette Børnene synderlig hellig; de føie Bebreidelse og
Saar i sin Samvittighed over at forsømme den. Men her er
det En, der er mere end nogen Fader paa Jorden kan være
for sine Børn, hvis sidste Vilje og Testamente det gjælder om.
Hvo tør gjøre dette tilintet? Hvo tør forsømme hans
„sidste Vilje" uden at faa Saar i Samvittigheden? Hvo tør
skrive den i Glemmebogen? Vist er det, Mesterens første
Disciple glemte den ikke. Den første Gang, Apostelen P e d e r
oplader sin Mund til Prædiken, da han talte, fuld af den
Helligaand, til den store Forsamling paa Pintsefestens Dag,
det første Raad, han giver dem, som spørge ham og hans
Medapostle: Mænd, Brødre, hvad skulle vi gjøre?" er
dette: „Omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i
Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae
den Helligaands Gave." Og denne samme Peder er det,
som mange Aar senere skriver henimod Enden af sin
Løbebane: „Daaben frelser os." Hvilken alvorlig Paamindelse
om ikke at forsømme dette Frelsens Naademiddel!"
Men spørger saa Nogen: Gaae da alle de fortabt, som
døe udøbt? Hvad skal vi saa svare hertil?—-Har vi staaet
i Herrens Raad, eller været hans Raadgivere? Svaret kan
kun blive dette: Daaben er jo ikke Frelseren fra
Fortabelsen, men vel et Middel, som Frelseren i sin sidste Vilje
har anordnet om Frelsens Vei; om han har endnu andre
Midler og andre Veie, hvorved han kan finde og frelse dem,
der uden sin egen Skyld døe bort uden Daab, det vide ikke
vi og behøve heller ikke at vide det. Vi lægge den Sag
i hans Haand, som "vil, at alle Mennesker skulle blive salige
og komme til Sandheds Erkjendelse." Vi paastaae ikke, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
