Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Galeislavens Sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sandt? Min sidste Dom fik jeg for en Sæk
Poteter, jeg stjal paa Marken. Synes De ikke nok,
man kunde ladet mig dø derhjemme i Frankrig
istedenfor at sende mig gamle Stymper saa langt
afsted?...“
Han blev saa lykkelig over, at Yves vilde
høre paa ham med Interesse, at han til Gjengjæld
viste ham hele sin Skat i denne Verden: Buret
og Spurven.
Den lille Fugl var bleven ganske tam. Den
kjendte Fangens Røst, og i et helt Aar indenfor
Fængslets Mure havde den holdt til paa hans
Skulder. Det var ogsaa alene med den største
Møie, han nu havde opnaaet Tilladelse til at tage
den med til Caledonien. Og saa havde han
maattet arbeide et mere anstændigt Bur til Reisen,
skaffe sig Træ, Jerntraad og grøn Maling, for at
det hele kunde blive saa pent som muligt.
Jeg husker saa tydelig, hvordan Yves’ Ord
faldt: „Den stakkels lille Spurv! Hele dens
Føde bestod af det sorte Brød, som én faar i
Fængslerne, og alligevel saa den noksaa fornøiet
ud; den hoppede omkring som enhver anden Fugl.“
Et Par Timer senere, mens man holdt paa
at indskibe Fangerne til den lange Fart, kom
Yves, som allerede havde glemt Gamlingen,
tilfeldigvis til at støde paa ham.
„Se der, tag De det,“ sagde han med
forandret Stemme og rakte frem Buret. „De maa
ha’ det; det kunde kanske komme Dem til Nytte,
være Dem til lidt Glæde...“
„Nei, paa ingen Maade!“ lød Yves’ takkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
