- Project Runeberg -  Om Forholdet mellem det Gamle og det Nye ved Øhlenschlægers Fremtræden i den danske Litteratur /
136

(1867) [MARC] Author: Clemens Petersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

136
forskjellig fra den Henrytkelse, hvormed en Gourmand
angriber en Postei, og i pjattede Menneskers Mund minder
den En ogsaa netop om dette dens Karrikatur; den er en
Stemning og iPoesien bliver den staaende vedBeskrivelfen.
Der er fremdeles en Besluttethed, saa afgjort i sig selv, at
den kan lede Menneskene til at gjøre de største Opoffrelser,
ja maaske til at opoffre sig selv, men skjønt den altid har
et aandeligere Sving, er den dog ikke væsenlig forskjellig
fra den instinktmæssige Angst, hvormed en Moder griber
efter fit Barn, naar det falder; den er ikke Begeistring,
men kun Følelse, og kommer i Poesien ikke videre end til f
Interjectionen. Nu ere unegtelig Stemningen og Følelsen
Betingelser for, at Begeistringen skal kunne blive levende;
de ere ligesom de Porte, hvorigjennem den træder ind i
Livet, men i sig selv er Begeiftring hverken en Stemning
eller en Følelse, men en Form af Bevidstheden, en
umiddelbar Sammenfattelse af Ide og Virkelighed. Derfor var
den en Umulighed i en Tid, hvis Bevidsthed var faldet
sammen i lutter endelige Bestemmelser og hvor
detfUendelige kun fandtes i phantastiske Idealer og phantastiske Sorger,
der laa om Livet som et stort Spindelvæv. Førft da Livets
Grundvolde begyndte at ryste og Historien blev saa stor, at
Bevidstheden, hvormed man levede, var for lille til at
rumme den, revnede Forstandens Skorpe og Begeistringen
skød frem.
I hine Dage blev man hertillands Digter ikke af
Begeistring men ved Dumhed. Selv i vore Dage, hvor man
dog ellers har saamegen Sands for og lægger en saa
overdreven Vægt paa den naturlige Begavelse, hænder det dog
af og til, at et ungt Menneske, der ikke gidder anvenve
sine Evner paa alvorlig Maade, og derfor giver sig til at
rime sine løse Forestillinger sammen i Vers, bliver Digter,
blot fordi der staaer et Selskab eller et Venskab omkring

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:45:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gamleognye/0136.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free