Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
Georg sik høre, at Tilly nærmede sig, førte han sine
Trop-per til Torgati, hvor hau bag Elben indtog ett Stilling, saa
at ban ikke kunde asskjæres fra Svenskerne. Her tras ham
det ene Bud efter det andet, som meldte oiii Tillys Jndfald,
om hans Stæders Erobring, om deres og Landets
Ødelæg-gelfe, indtil han tilsidst, dreven til det yderste, besluttede at
henvende sig til Gustav Adolf. Denne, som tydelig havde
forridfeet, at dette før eller senere maatte indtræffe, havde
nærmet fig Sachfens Grænse sor at være ved Haanden, naar
Underhandlingerne begyndte.
Arnheim, som var Johan Georgs Sendebud til Kongen,
traf denne i Alt-Brandenburg og fremstillede for ham Kur-
fyrstens store rød og Begjæring om Hjælp. Kongen svarede
koldt, „at han beklagede Ulykken^ men Kurfyrfteu havde felv
forvoldt deit. Havde han fulgt Kongens raad, faa laa ikke
Magdeburg nu i Aske, ei heller Kurfyrstens egne Stæder.
r ti," tillagde Kongen, „nu i rødens Stund føger han mit
Venskab^ men om Keiferen blot lader font han misbilliger
Tillys Fremfærd, faa er Kurfyrften færdig til atter at
for-lade mig. Jeg kan derfor ikke for hans Skyld udsætte min
Hær og hele den protestantiske Sag, og det imod Tillys
ny-lig forøgede Troppestyrke." Arnheim svarede, „at hatt til
alt dette ikke bavde noget at sige, tiden at hvad der var skeet
iiti ikke mere kunde afhjælpes, men blot glemmes. Kungens
Forfigtighed var prisværdig og stemmede med hans bekjendte
Visdom^ dog var Kongens Hjælpsomhed niod de ulykkelige
ligefaa bekjendt, ligesaa prisværdig og burde ikke fornegte
fig heller denne Gang. Han bad derfor om at faa høre
Kon-gens Fordringer, fuldkommen overtydet om, at Kurfyrfteu
gjertte vilde bifalde alt, hvad der med Grund kunde
begjæ-res." — „Velan!" svarede Gustav Adolf, „jeg fordrer først
Wittenbergs Fæstning som et ryggestød i Tilfælde af et
ulyk-keligt Udfald^ dernæst Kurfyrstens ældste Søn som Pant paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
