Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opdagelse af Verden. 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skraastang. Han syntes lige stærk og behændig, og
hos en lille Dreng, der saa op til de Stærke, maatte
han vække formelig Begejstring. Den steg endda
den følgende Dag, da en stor ondskabsfuld Dreng,
der havde haanet Adam som Skrælling, i et Nu blev
saaledes gennembanket af Sofus, at han tabte baade
Vejret og Modet.
Jeg, som kun fra Gyngehesten havde udført
Slagsmaals-Bedrifter, og den nysankomne Sofus blev fra
nu af nogen Tid uadskillelige Venner. Det var et af
de sædvanlige Venskabsforhold mellem Smaadrenge, hvor
den ene beundrer og den anden lader sig dyrke. Den
Beundrende her kunde kun give sine Følelser Næring ved
at skænke den anden det Dyrebareste, han besad. Dette
Dyrebareste var Billeder af udhugget Guldpapir fra
Frankrig, som forestillede alle mulige Genstande
og Personligheder, fra Skibe med Master og Sejl til
Riddere og Damer. Jeg havde i lang Tid samlet paa dem
og opbevaret dem Stykke for Stykke ved at indklæbe
dem i en Bog, der var min Stolthed. Den Bog gav jeg
uden ringeste Betænkning bort til Sofus, der tog imod
den uden at bryde sig en Smule om den.
Og nu begyndte Sofus, der hidtil havde været saa
ligefrem, at blive lunefuld paa Grund af den urimelige
Beundring, for hvilken han var Genstand. Det var
en fast Regel, at han og jeg skulde følges ad fra
Skolen. Men en Dag var der med Et Vanskelighed; Sofus
havde lovet Valdemar, en afskyelig Dreng, der snød
i Timerne, at gaa hjem med ham. Og næste Dag var han
ogsaa forhindret. Men da jeg, som nu paa én Gang lærte
alle Tilsidesættelsens og den forsmaaede Hengivenheds
Kvaler at kende, den tredje Dag, efter at have
ventet forgæves, mødte ham skraaende over Frueplads
med Valdemar, tog jeg i min Vrede min fordums Ven
haardt i Armen, udbrød med fortrukket Ansigt: Du
er en Skurk! og skyndte mig bort for aldrig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
