Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Overgangsaar. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Enkeltes Udødelighed, en Forestilling som bl. A. var
et Udtryk for den umaadelige Betydning, den
Evigheds-Betydning, der tillagdes hver Enkelt. Jo
stærkere Følelse den Enkelte havde af sit Selv, des
heftigere klamrede han sig naturnødvendigt til denne
Forestilling: han kunde ikke tilintetgøres. Men
for ingen Yngling kunde denne Forestilling være
dyre-barere end for en, der følte Livet pulsere i sig,
som havde han tyve Liv i sig, tyve andre for sig. Det
var mig umuligt at forestille mig, jeg kunde dø, og
en Aften et Aarstid derefter forbavsede jeg min Lærer,
Professor Brøchner, ved Tilstaaelsen deraf. Hvorledes,
sagde Brøchner, er det Alvor? De kan slet ikke tænke
Dem, at De engang skal dø! Hvilken Ungdom! De er da
meget forskellig fra mig, som altid har Døden for
Øje. -
Dog selv om Livsfølelsen i mig var saa stærk,
at jeg ikke kunde forestille mig min Død, jeg
vidste jo sikkert, at mit Jordeliv som alle andre
Menneskers vilde gaa til Ende. Men des stærkere
følte jeg mig overtydet om, at Alt umuligt kunde
være forbi dermed; Døden kunde ikke være nogen
Afslutning; den kunde, som Religionerne forkyndte
og som det attende Aarhundrededes Deisme lærte,
kun være Over-gangsøjeblikket til en ny fyldigere
Eksistens. Faa Belønning og Straf efter Døden kunde
jeg ikke tro; det var middelalderlige Forestillinger,
hvorover jeg længst var kommen ud. Men selve
Udødelighedsdrømmen kunde jeg ikke slippe. Og jeg
stræbte at bevare den i Kraft af Læren om Umuligheden
af Nogets Forsvinden. Stoffets Kvantitet blev jo altid
den samme; Energien bestod under enhver Forvandling.
Dog jeg indsaa, at dette ikke kunde berolige med
Hensyn til den Form, vi kalder Individualitet. Hvad
nyttede det Alexander, at hans Støv tilstoppede
et Spundshul, eller Shakespeare, at Romeo og Julie
spiltes i Chikago! Saa tyede jeg da til Lignelser og
Billeder. Hvem kunde vide,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
