Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første længere Udenrigsophold. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun var lige tyve Aar gammel, var kommen til Verden
i Rio, hvor hendes Fader repræsenterede den spanske
Regering. Familien nedstammede fra Cervantes. Da
hun tidligt var bleven moderløs, havde Faderen i
hendes femtende Aar sendt hende over til Paris til
hendes Tante. Denne var gift med et gammelt Uhyre
af en Spanier, dumfrom indtil Vanvid, der syntes
at have begaaet noget Forbryderisk i sin Ungdom og
nu tilbragte hele Dagen i den Kirke, der laa ved
Siden af hans Hus, anraabende om Tilgivelse for
sine Synder. Han var kun hjemme i Spisetiderne,
hvor han tog frygteligt til sig, og han omgikkes
blot Præster. Dog Tanten selv var trods sin Alder
forlystelsessyg, tillod sjældent eller aldrig den
unge Pige at sidde hjemme og sysselsætte sig som hun
vilde, men trak hende med sig overalt i Selskaber
og paa Baller. Var hun sammen med Tanten, følte
hun sig undertiden trykket; alene var hun munter og
sorgløs. Hos Pagella’s var hun som Barn i Huset. Hun
elskede som Spanierinde det Højtidelige og Store,
var som Pariserinde altid slagfærdig, og holdt som
velopdragen ung Pige Ligevægten mellem Venlighed
og Skemt. Hun var ikke i mindste Maade bly, og hun
begreb Alt; men der var en vis Højhed i hendes Væsen.
Medens den lille Pariserinde, Frøken Louise, var
bleven klosterligt opdraget, holdt ude fra al fri,
forstandig, verdslig Samtale og alle frie kunstneriske
Indtryk, havde den jævnaldrende unge Spanierinde faaet
en Verdensdames Dannelse og Stil over sit Væsen.
Vi to unge følte os i Pagellas Salon heftigt dragne
til hinanden. Vi forstod hinanden straks. Det var dog
naturligvis kun mig, der betoges. Naar jeg om Aftenen
kørte gennem Paris i Forventning om at se hende,
kunde jeg ved mig selv mumle Henrik Hertz’s Vers:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
