- Project Runeberg -  Levned / 2. Snevringer og Horizonter /
20

(1905-1908) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udlændighedens Afslutning. 11

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ved første Gennemlæsning tager den sig ud som lutter
Perfidi, og der er ganske vist en god Del Perfidi
deri. I Anledning af Fru Alvings uforglemmelige
Replik om Maskinsømmene, udbryder Anmelderen f. Eks.:
"Saaledes bliver Ibsen færdig med Religionen";
han undser sig ikke ved at lade ham "havne i den
fri Kærlighed" eller ved at plapre om, at Ibsen,
den strengeste Moralist i evropæisk Poesi, "ikke
kender eller ikke anerkender Pligtbegrebet som en
Hovedfaktor i Livet". Men jeg skal ikke dvæle ved
Perfidien heri, fordi det er umuligt at skønne, hvor
meget der her er virkelig Perfidi, og hvor meget der
er pur Enfoldighed. Den dybe etiske Alvor i Faraos
Ring har Ibsen nu vel ikke naaet. Men et almindeligt
stilfærdigt Menneske vil formodenlig begribe, at Ibsen
ikke mangler Pligtfølelse eller Pligtbegreb, fordi
han som Goethe og Heiberg, Schiller og Hugo, Hegel og
Herbert Spencer ingen absolute Pligter anerkender. Han
er netop saa langt fra at underkende Pligten, som
Schiller var fra at hade Dyden, da han skrev:

Meine Antipathie.
Herzlich ist mir das Laster zuwider, dobbelt zuwider
Ist’s mir, weil es so viel schwatzen von Tugend gemacht.
"Wie, du hassest die Tugend?" - Ich wollte, wir übten sie alle,
Und so sprache, will’s Gott, weiter kein Mensch mehr davon.

Det er næsten Synd at forstyrre Anmelderne, naar de
moraliserer for Henrik Ibsen, thi det klæder dem saa
uforligneligt. Men ilde vilde det heller ikke klæde
at have saa meget Begreb om videnskabelig Psykologi
og Etik, at man vidste, Forpligtelsen hører hjemme i
en Mellemsfære, er et Overgangsbegreb, for hvilket
der i et harmonisk, sædeligt Forhold ikke mere er
Brug. Da vilde man vel ogsaa begribe, at hvor Fru
Alving (fra hvem der endda er langt til Ibsen),
i det Øjemed overfor Sønnen at undskylde Faderen,
anklager sig for at have gjort Hjemmet uudholdeligt
for denne med evindelig Tale om sine Pligter og
hans Pligter - der angriber hun ikke - som man plat
har indsneget - Sædeligheden i "Livsglædens" Navn,
men den golde nordiske Hersen i Pligtbegreberne,
der er saa uforenelig med et Liv i rolig Harmoni
og saa sørgelig let at forene med et Liv i den mest
forbenede Egoisme.

Dog pikantere endnu end Dagbladets Etik er dets
Æstetik. Det er lutter gammel afdød Æstetik fra
Aarhundredets Begyndelse, der en Snes Aar senere
kom til Danmark og, som det viser sig, har holdt sig
der. Saaledes indvendes, at "Stykket i det hele er
vendt tilbage til det antike Dramas Fatum og lader
Katastrofen fremtræde som en Nødvendighed, medens det
moderne Drama beror paa Frihed". At nu det moderne
Drama beror paa Frihed (skal sige Viljens Frihed),
er en af disse Spøgelsemeninger, som man ikke ventede
at møde mere. Den stammer fra

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:07:54 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gblevned/2/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free