- Project Runeberg -  Levned / 2. Snevringer og Horizonter /
30

(1905-1908) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udlændighedens Afslutning. 14

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Men jeg nedskrev den 7. Juli disse Ord, som jeg senere
indflettede i min Afhandling om Ibsen: "Det forekommer
mig fornemmere at bære sig ad som hine Ludvig XVI’s
Generaler, der med og trods deres Generals-Epauletter
gjorde Tjeneste i Condé’s Hær som simple Soldater."

Det var mig klart, at materielt betragtet var
Modtagelsen af Tilbuddet en slet Forretning. Jeg vilde
ved at tage tilbage til Kjøbenhavn miste Alt, hvad
jeg kunde tjene ved Correspondancer fra en Storstad,
ved Foredrag i tyske Byer, da Rejsen blev for lang -
Gjedserruten eksisterede jo ikke dengang - og ved
private Foredrag i Kjøbenhavn. Jeg kunde ikke forudse
den Tilstrømning, der bevirkede, at jeg dér kunde
holde det samme Foredrag, der hørtes uden Vederlag,
undertiden endog to Gange for Betaling. Jeg mistede
4000 Kroner for at indvinde 4000 Kroner; men jeg saa
ikke Sagen pekuniært.

En Frygt kunde jeg i Begyndelsen ikke beherske, den,
at de Unævnte, der kaldte mig tilbage, en Dag skulde
kaste Anonymiteten og paa ydmygende Maade stille Krav
til min Erkendtlighed. Jeg overvandt den imidlertid
og havde ikke behøvet at nære den. Man behandlede
mig med fuldendt Takt. Alt hvad jeg længe efter
erfor var, at Pietro Krohn var den, som havde sat
Sagen i Gang, og at Bidragene ligeligt var givne af
Venstre og Højre. Haardt var det ligefuldt for mig
at skulle modtage Hjælp af Fremmede og lade mig høre
som en Valgmenighedspræst, jeg, der havde kunnet leve
rundeligt, ja rigt, af mit Arbejd, havde den danske
Lovgivning ikke i dens Hensynsløshed plyndret mig.

Dersom jeg havde forudset, hvad der ventede mig i
Danmark, saa havde jeg med al skyldig Tak givet
et afslaaende Svar. Jeg var ikke skarpsynet nok
dertil. Af mine Venner var derimod baade Paul Heyse og
Henrik Ibsen det; men jeg raadførte mig ikke med dem.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:07:54 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gblevned/2/0034.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free