- Project Runeberg -  Levned / 2. Snevringer og Horizonter /
298

(1905-1908) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haarde Tider. 8

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Moder; saa dets Fader; saa dets Søster. Jeg mødte
min Moder med den lille Edith ved Haanden paa Kongens
Nytorv og sagde dem, at alt Haab var ude. Den Lille
brast i Graad; jeg kan aldrig glemme Synet af hendes
lille tynde Ryg i en lang graatærnet Barnefrakke, som
den krummede sig, da hun gik hulkende, jeg følte det,
som om et Afsnit af mit Liv var til Ende.

Om Aftenen laa den lille Astrid i Rallen.

Samme Nat skrev jeg:

"Saa er da dette lille, mest livsfrodige Liv forbi, slukt
for bestandig. Astrid Brandes døde i Aften Kl. 9 1/2.

Den lystigste, kraftigste lille Pige, den modigste og
trodsigste, tilintetgjort fra Lørdag Eftermiddag til
Onsdag Aften. Det er en usigelig, usigelig Jammer.

I denne korte Sygdom blev hun fra Barn til voksen
Kvinde, til sjælfuldt Menneske, hun med sine ti Aar.

Straks den 16. sagde hun: "Hvis jeg nu døer af
min Sygdom", talte derom med den underligste, mest
rørende Ro. Og igaar, da jeg gav hende alle de Penge,
hun vilde have, sagde hun: "Hvis jeg nu døer, saa
skal Edith have alle mine Penge." Det var ikke til
at høre paa.

Idag sagde hun til mig med en Stemme, som neppe var
hørlig, jeg maatte lægge mit Øre til hendes Mund:
"Du har aldrig været saa sød imod mig som nu, Far,"
og trykkede og kærtegnede min Haand. Jeg troede først,
hun sagde: søvnig, synke eller sligt; saa gentog hun:
sød, sød.

At tænke sig, at maaske, dersom vi havde holdt hende
for os selv, levede hun endnu: Angsten for Skolen,
hvor hun maa være bleven smittet, Løftet, hun tog af
mig, aldrig mere at skulle derhen. - Ak, Stakkel! den
Skole var hendes Afsky. Hvor har man plaget hende
til Unytte!

Men hvem anede det! Hun syntes at have Livskraft
fremfor alle andre.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:07:54 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gblevned/2/0302.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free