Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rødt og Graat. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har vakt, har da heller ikke det Ringeste med slig
principiel Modstand at gøre.
Man troede Dødsstraffen hertillands faktisk
afskaffet. Efter at den sidste Dødsdømte, som havde
sendt en gammel Mand i Tønde over Atlanterhavet,
var bleven benaadet, syntes det utænkeligt, at en
anden, som intet Mord havde begaaet, men kun havde
gjort Mordforsøg, og endda blot i den Hensigt selv
at blive af med Livet, kunde opnaa sin Hensigt
og tvinge Øvrigheden til at henrette ham. Dernæst
syntes det umuligt, at en Skarpretter som Seistrup,
der, sidste Gang han var i Funktion, havde skilt sig
saa rædselsfuldt slet fra sit Hverv, paany skulde
kunne anvendes. Ganske vist var der i Tinget, da i
sin Tid Dødsstraf med Guillotine foresloges, faldet
patriotiske Ord til Bedste for den gamle nationale
Henrettelsesmaade med Økse, men da Seistrup sidst
havde hugget to Gange fejl, og ikke havde faaet sin
Afsked, og, saavidt vidstes, ikke siden da var bleven
Afholdsmand, troede man Dødsstraffen stillet i Bero.
Nu har det vist sig, at i dette Land bærer Seistrup
ikke Øksen forgæves.
I disse sidste Dage er Gustav Wied bleven sat paa
Fangekost - for en Novelle, Konsul Ryder benaadet
– for sine smukke Øjnes Skyld, og Jens Nielsen
halshugget - for at Loven, som Hr. Lendrop saa
højtideligt sagde det, kunde ske Fyldest.
Da i dette Land Loven jo ikke hver Dag sker Fyldest,
burde man maaske for en Gangs Skyld glæde sig derover.
Desværre er der Biomstændigheder, der ligesom gør et
Skaar i Glæden.
De undskyldende Omstændigheder, der gjorde sig
gældende overfor Philipsen og Ryder, fattes jo
tilsyneladende ikke her. Jens Nielsens Hr. Fader
gjorde sig usynlig før eller efter Barnets Fødsel,
Moderen tog sig ikke af det; Drengen kom paa Sognet.
Hans første Forbrydelser eller Forseelser var
Rapserier. De straffedes med Ris paa Raadhuset,
og saaledes vaktes den Trods, der skulde føre ham
saa vidt, og det Had til Samfundet, der gjorde
ham ubændig. Var han ikke straks bleven anbragt paa
Tvangsanstalter, men havde han havt Arbejde i Frihed,
var han vel bleven en anden. Det er den Art ustyrlige
Naturer, der ikke taaler Tvang og ikke kender til
Dødsfrygt, der, fødte højere oppe paa Samfundsstigen,
tidt bliver stærke og fremtrædende Personligheder,
forvovne Opdagere, tapre Kavalleri-Officerer og
deslige.
Fængselspræsten Pastor Hafström er sikkert en mindre
udmærket Psykolog end Prædikant, naar han om Jens
Nielsen bemærker: "Han var en Usling og en Pjalt".
Et ikke ringe Mod vil Hs. Velærværdighed dog vanskelig
kunne negte Fangen. Kærlig, men ikke slaaende er
dernæst Præstens Bemærkning, at man burde have givet
Forbryderen langt mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
