- Project Runeberg -  Levned / 3. Et Tiaar /
5

(1905-1908) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien. 3

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sniger sig ind i Damens Sovekammer. De romerske Tøse
fnisede rundt om i Parterret, Mændene sagde Oh! og
kastede Sideblik omkring sig. Fruen kommer, tænder
sit Lys, siger: "Det er sent, man maa i Seng" og
gaar ind i sit Kammer. Tilskuerne ventede aandeløse;
men der hørtes fra Scenen intet Skrig. De romerske
Tøse stak da i at grine af fuld Hals, og Mændene
saa sig triumferende om. Nogle sagde: "Hun finder
sig i det", andre: "Lyset gik ud". Tom Scene. Den
prøjsiske Major, ogsaa han med høje Støvler, kommer
ind med et Lys og en Pistol; han vil forsvare sin
Datters Ære med Skydevaaben. Uheldigvis véd den Tapre
ikke af, at Ransmanden allerede er paa Pladsen. En
tyk Matrone med fire Fingerringe paa hver Finger,
der sad ved Siden af mig, raabte: Matto, det er
udlagt Fæ! Majoren sætter sig med Pistolen i Haanden
udenfor Kammerdøren, som for at Ingen skal forstyrre
de lykkelige. Tæppet gaar ned, og Publikum jubler
i vilden Sky. - I tredie Akt kommer vor Ven Luther
frigivet tilbage. Hans Kone græder, tuder, hyler og
fortæller ham, at han er - noksagt. Hun kravler i
længere Tid frem og tilbage paa sine Knæ og tigger
om Forladelse. Romerne raabte: Basta! Basta! og den
nye Luther havde vist gerne tilgivet hende; men han
turde jo ikke gaa ud af sin Rolle: Akten endte med,
at han løftede Haanden imod hende og blev staaende med
skrævende Ben i Tableau. Tæppet vilde ikke falde. Han
stod bestandig. Endelig fik man Snorene redede fra
hverandre, og Tilskuerne gik, just som Solen gik ned.

Saa tidt en saadan Forestillings Replikskifte blev
overdøvet af Kirkeklokkernes Slag, undlod Tilhørerne
ikke at udtømme sig i Forbandelser over Gejstligheden,
der gjorde alt dette Spektakel og forstyrrede enhver
Fornøjelse.

Ingen By stod dengang i kunstnerisk Henseende lavere end
selve dette Rom, hvis kunstneriske Fortid var saa stor

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:08:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gblevned/3/0011.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free