- Project Runeberg -  Levned / 3. Et Tiaar /
106

(1905-1908) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ude. 5

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hul: Et Ord af vidunderlig Skønhed - og han vendte
Øjnene i Vejret. Saa dejlig en Hemmelighed - og han
saa henrykt ud, som Høyen naar denne paa Forelæsninger
kom i Ekstase. Stadige Overdrivelser: En Begivenhed
(at han sov over sig), som fik afgørende Betydning
for hele mit Liv. Et Hug - og det var Døden (om Finter
i Hugning).

Det var pudsigt, ved Omgang med ham at se, hvor
mange Manerer hans unge Beundrer Vilhelm Møller
havde taget efter ham, f. Eks. den at sige noget
Gaadefuldt, saa se En stivt i Øjnene og iagttage
Virkningen. Goldschmidt havde den Svaghed, stadigt
at tale om Filosofi og bildende Kunst, to Ting,
hvoraf han intet forstod. Til Gengæld havde han slet
ingen Sans for, hvad der laa lige for Øjet, ikke
ringeste Natursans paa første Hånd, men vilde i de
smukkeste Naturomgivelser bene lige ind i Lærdommen,
Nemesis, Ægypten, ifald man ikke hvert Øjeblik holdt
ham tilbage ved Jorden og sagde: Se dog den Klippe,
det Træ!

Først sent paa Aftenen, da vi foretog Nedstigningen
fra Prebischthor i Mørke og han, som havde svage
Øjne og saa daarligt i Mørket, følte Ængstelse
og gav sig hen til Fantasteri, kom den romantiske
Naturbetragtning op i ham, og han fablede om Ruder i
Klippen, Kyklopøjne i Skovsiderne, fordi man til Nød
kunde bilde sig ind, at Smaahusenes oplyste Ruder
sad i Bjerget eller var store Øjne*).

Et enkelt Sted blev under Nedstigningen hans Angst
for Nedstyrtning paafaldende, skønt der ikke var
ringeste Fare. Jeg tilbød ham to Gange min Haand,
men han afslog den med de pudsige Ord: Nej, det er
nok, at En gaar til Grunde. - Med sin Mistænksomhed
var han øjensynligt paa sin Post mod den Mulighed,
at jeg skulde styrte ham i Afgrunden.

*) Sammenlign mine Samlede Skrifter IV, 325.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:08:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gblevned/3/0112.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free