Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nødsfald med egen Haand Arbejdsmands Gerning; man saa’ ikke sjældent
fornemme Borgere rulle Tønder paa Bryggerne eller hidse deres
Varer op i Pakhusene og maatte derfor ikke tage det saa nøje, om
man ikke fik Genhilsen af en Borger; det skete ikke af Hovmod,
men af Mangel paa Tid til Vidtløftigheder eller af Mangel paa
Agtpaagivenhed for de Forbigaaende. Ja en af de dueligste Borgere
i Holbergs Barndom, Jacob Andersen ved Navn, var en saadan
Hader af Lediggang, at han, naar han saa’ en ørkesløs ung Karl
paa Gaden, snappede ham op og flyede ham noget at bestille
hos sig.
Føler man ikke, hvorledes de Dyder, der med Tiden skulde
blive saa fremtrædende hos Holberg: den store Tarvelighed,
Sparsommeligheden, den rastløse Aktivitet dels i Menneskestudiet,
dels i Bogstudiet paa Rejser og hjemme, er de, han som Barn havde
for Øje, og hvorledes disse Omgivelser har fremelsket hans Foragt
for Komplimenter og Baslementer, for Lavsaand, for Pedanteri,
for den falske Fornemhed? Blot man ser den Stolthed, med hvilken
han fremhæver, at man i den By „kan gaae til Fods og det heel
bekvemmeligen, saasom den hele Strandgade er belagt med store
flade Sten“ og det uden Fare for at blive overstænket, føler
man her Latteren spire over den elendigt brolagte Hovedstad
med dens Luksus i Karosser og Portechaiser, over Staden, hvor
alle lige indtil Haandværksfolk lod sig køre eller bære, og hvor
Damer undertiden holdt sig inde i Maaneder og gav Afkald paa
god Helbred, Omgang og daglig Tidsfordriv, blot fordi deres
Klædedragt forbød dem at gaa til Fods.
Og føler man ikke i Beundringen for hin Jacob Andersen, der
trods sin Købmandsstorhed ikke blot selv tog Haand i med, men
tvang de ørkesløse Forbigaaende til det Samme — en Spire til det
Ideal, der efterhaanden danner sig i Holbergs Sind, Idealet af en
stor Arbejder, en stor Mand, en stor Regent?
Kan man tale om hans Idealer, kender man dem? Hos lyriske
eller sværmeriske Naturer ligger de gærne lige ved Haanden. Men
medens det hos Holberg er let nok at paapege hvad han ser ned
paa og foragter, synes det vanskeligt at paapege Idealer hos ham.
Han beundrer over al Maade en Fyrste som hans Samtidige
Peter den Store. Det er fra hans Ungdom af til hans sidste Tid
hans ufravigelige Typus paa en stor Mand. Allerede i sit første
Skrift Introduction til de europæiske Rigers Historier taler han
om „den udødelige Ære“, hans Czariske Majestæt har indlagt sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
