Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dragten kronedes af Parykken, der med Rette gælder for et
Symptom paa den herskende Unatur. Thi hvad kan være
unaturligere end at afrage sit eget Haar for at bedække sit Hoved
med fremmed!
Parykken havde paa Ludvig den Fjortendes Hoved været
majestætisk, en kunstig Løvemanke. Den er i sit Væsen autoritær,
i sin Regelmæssighed og tunge Ubevægelighed, der nødvendiggør
langsomme, adstadige Legemsbevægelser, et Udtryk for Værdighed
og Anstand. Den er dernæst et Tegn paa en kunstlet Kulturs
Triumf over Naturens Orden, idet den udjævner Forskellen mellem
Ungdom og Alderdom: Pudderets hvide Farve giver Ungdommen
et unaturligt og koket Skær af Alder, den uhyre Haarvæxt
Alderdommen et kunstigt Skær af evig Ungdom. Den udvisker endelig
Individualiteten, udsletter det Personlige til Bedste for det
Selskabelige, det Sociale.
Det forstaar sig, at i Hæren, hvor jo til alle Tider Uniformitetet
maa herske, var Reglerne for Haarets Frisering og for Beskaffenheden
af Haarpisken, som i Aarhundredets Løb fortrængte Parykkerne,
endnu mere tvingende end for de civile Stænder. Ligesom Soldatens
Uniform overhovedet var i høj Grad hensigtsstridig og beregnet
paa Tilskuestillen — et Hovedstykke var de stive Støvletter, saa
pinefuldt trange, at de ødelagde Helbreden — saaledes medtog det for
Soldaten lang Tid at opstikke, glatte, runde og pudre Haaret. Til
Pudderet medgik der aarlig 45,000 Pund Hvedemel, om hvilket
man med Rette mente, at det hensigtsmæssigere kunde anvendes
til Tvebakker. De Officerer, der bar Paryk, maatte i Tjenesten
ovenikøbet anbringe en Haarpisk ved den, og for Soldaten var
Haarpisken baade til Ulejlighed og til Plage; thi den skulde være
lang og stiv og maatte derfor med Baand, som det var Soldaten
dyrt at anskaffe, vindes om en Staaltraad, saa tyk som en
Pibestilk, saa den i høj Grad var til Besvær, naar Soldaten lagde sig
til Hvile paa Briksen. (Se det Nøjere hos Rist: Fra Sløvlettiden.)
Allerede i 1770 var Parykkerne saa udbredte, at en Parykskat,
„der strakte sig fra Ekscellenserne til Lakajerne“, kunde fylde godt
i den tomme Statskasse og et halvt hundrede Aar efter under
Frederik den Femte var omtrent lige saa mange Mennesker sysselsatte
med at lave Parykker som med at bage Brød. Vi har i
Aviserne fra Holbergs Tid Avertissementer fra Datidens mest
bekendte „Peruque-Fabriqueur“, Seigneur Drubin, af hvilke man faar
Oplysning om Tidsalderens mangfoldige Parykformer. Der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
