Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Satire i Verseform
61
Bestikkelse, Dommeren selv er for klog til at modtage,
i al Mag indkasseres af hans Frue! Hvilken Kirkegang
den, hvor Manden søger Kirken baade til Froprædiken,
Højmesse og Aftensang, stadigt bedende om Forladelse
for de samme Synder, han mellem hver Gudstjeneste
begaar paany! Hvilket Land overhovedet, hvor man har
slaaet sig til Ro ved lutter forældede Skikke, Sæder,
Meninger og Begreber, som man uden Hovedbrud holder
sig til, og i Kraft af hvilke man møder alt Nyt og
usædvanligt med Uvilje!
Jeg fød i Norge er, er Paarses Lands-Mand ey.
Lysten til at latterliggøre Omgivelserne vokser ham
over Hovedet.
Han var bleven henved 35 Aar gammel og havde aldrig
skrevet Vers, ja han gabede over Digte. Han havde
dyrket den latinske Poesi som et nødvendigt Onde,
for Sprogets Skyld, for at lære Latin, som syge Folk
tager Mikstur, fordi Lægen siger, det er sundt. Nu,
da han søger sig en satirisk Form og da poetiske
Satirer netop er paa Moden, da han ogsaa selv har
Juvenal og Boileau til daglig Læsning, begynder han
med til Penneprøve - efter Juvenals blodige sjette
Satire som Forbillede - at skrive sin uskyldige og
lidt tamme Advarsel til en Olding mod at gifte sig,
og giver sig derefter dristigt i Lag med et stort
komisk Digt i episk Heltestil.
For ikke at faa de Samtidige paa Halsen skyder han
Tiden over hundrede Aar tilbage og indskrænker
Handlingens Skueplads til den mindste, ringest
befolkede danske Ø, han kan finde.
Men dette Anholt, det er det Rhodus, hvorpaa han kan
danse; det er Danmark, set gennem Spottens omvendte
Kikkert.
Vistnok fik Digtet Form af en Parodi paa de
fortællende Heltedigte; det var en Kunstart, Tiden
yndede, og som med Rette for stedse er forladt,
eftersom den søger det Komiske ikke i Karaktererne og
Situationerne, men i deres Forhold til noget Fremmed,
Uvedkommende, der bringes til, Gude-Maskineriet i
græsk og romersk Heltedigtning; vistnok har det moret
Holberg at sætte den filologiske Dannelse i Raseri
ved at drive Gæk med dens Klenodier Homer og Vergil -
i Samtiden var jo den over Aarhundreder sig strækkende
Strid om den antike eller den moderne Kulturs større
Værd brudt ud mellem Perrault og Boileau som Querelle
des andens et des modernes, og der kan ingen Tvivl
være om, at han i sit stille Sind sympatiserede med
den moderne Kundskabs Talsmænd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
