Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 Stiistand
og Raahed
Dog Hovedsagen er ikke dette parodierende Forhold
til en fremmed Kultur, men Satiren over det hjemlige
Givilisationstrin. Det ramte i vide Krese, naar det
om Anholt hedder:
Vor Troe er reen og puur, som den var paa de Tider,
Kong Dan ved Roret sad; vor gode Fogd ej lider,
At noget Svermerie paa Øen Fremgang faaer.
Hans Forsæt ikkun er, den gamle, rene Troe At holde
udi Hævd, at man i Fred og Roe Kan leve paa vor Øe.
Han af Antiquiteter En Elsker er; han kand ey lide
ny Propheter.
Og til Stilstanden paa Anholt svarer Brutaliteten
sammesteds. Kun er det at mærke, at det var ikke blot
paa Anholts Kyster, der var Strandret; nej, langs
hele Vesterhavets Kyst, hvor Beboerne i gamle Dage
havde myrdet de Strandende, ja om Nætterne lokket
dem i Land med Blus for at dræbe dem og nyde Vraget
uhindret, der plyndrede man dem nu. Derfor har det
en ikke ringe Rækkevidde, naar det hos Holberg med
overgiven Haan slaas fast, at i det Punkt er alle
Anholtboerne ens, som naar det om de tre Mænd, der
med Vold havde røvet Alt fra en Skib-brudden og givet
ham dybe Knivstik i Ansigtet og over hele Kroppen,
hedder, at de Aaret forud dømtes til
At være Tremarks-Mænd, dog skulde Dommen være Dem
ey til Præjuditz paa gode Navn og Ære, Men hver at
agtes for saa god og ærlig Mand Som andre Bønder,
der besidde dette Land.
Men Holberg føler det godt og siger det rent ud, at
det er Øvrighedens Skyld, naar Menigmand er sunket saa
dybt Af den burleske Skemt dukker pludselig Alvoren
op, hvor Paars paa maadelige Vers, men med ikke ringe
Eftertryk siger:
Hvor andres Skade og Ulykke eftertragtes, Der troer
jeg, Lov og Ret kun meget ringe agtes, Hvor Foged,
Præst og Degn kun s eget Gavn anseer, Der hos gemene
Mand kand ikke ventes meer.
Dog det Alvorlige glider straks paany over i
det Burleske. I dette sit første komiske Værk
har Holberg en Dristighed, som han, klog af
Erfaring, aldrig senere fandt igen, den at angribe
Gejstligheden. Præsten paa Anholt er en Mand, som
kan mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
