Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Fædre og
Sønner
Det vilde imidlertid være urigtigt at lægge stærk
Vægt paa denne vemodige Tone og dette Udbrud af en
berettiget Selvfølelses-Patos. PMlemon-Stemningen er
ikke den herskende. Grundstemningen er endnu næsten
udelukkende Ungdommens Overgivenhed som Bærer af
Mandens Vid. Skønt Paars paa alle Punkter indleder og
forbereder Komedierne, er der den Grundforskel mellem
Synspunkterne i Digtet og i Den danske Skueplads, at
Holberg her har kæmpet sig frem til fuld Upartiskhed
og retter sine satiriske Hug ligeligt mod den yngre
og ældre Slægt, medens, han hist endnu samler sin hele
aandelige Kraft til Angreb paa den ældre. Peder Paars
er direkte Satire mod det, som bestaar,, og tager
intetsomhelst polemisk Hensyn til det, som vokser
op. Der er en Ungdom heri, som er højst ualmindelig
i Tiden, næsten lige saa ualmindelig som Geniet. Hos
den saa langt ringere begavede samtidige Satiriker
Christian Falster findes intet Tilsvarende;, hans
moralske Gennemheglinger gaar fra først af ligeligt
ud over begge Slægtled.
Der var jo nemlig to Slægtled, som stod haardt mod
hinanden: Fædrene med deres gravitetiske Anstand
og spidsborgerlige Despoti, med Professorhovmoden,
Rangsygen, Overtroen, Fordommene, Skinhelligheden,
Forbitrelsen paa alt Nyt - og Sønnerne med deres
Modedaarskaber, deres Parisererindringer, deres
Forlystelsessyge, deres Studentervittigheder og deres
til Skue stillede og for Omslag meget udsatte Vantro.
l de Holbergske Komedier gaar det (som allerede
C. \V. Smith meget rigtigt har vist) temmelig ligeligt
ud over begge Slægtled* om end Sympatien i Regelen
er paa de Yngres Side, idet de har en uimodstaaeligt
veltalende Talsmand i Henrik, en højst forslagen
Beskytterinde i Pernille. Men i Peder Paars er
Holberg endnu for ung til at føle Kald og Drift
til Latterliggøren af den Generation, der maatte
synes hans naturlige Forbundsfælle. Her forekommer
ingen Jean de France, ingen Erasmus Montanus, ikke
engang en maskeradebesøgende Leander. Hele Angrebets
Energi er her rettet mod Vedtægtens dyriske Raahed,
mod den i sit Fedt nedsyltede Dumhed, mod det
hæderkronede Pedanteris Vissenhed og Tørhed, mod
alt det Smaastadsagtige, som Landets Isolerthed fra
Omverdenen havde havt i Følge.
Deraf det Foraarsagtige ved Peder Paars trods alt
det Stive og Kunstlede, Kedelige og Gammeldags, som
Formen nuomstimder irembyder. Deraf ogsaa den kaade
Overgivenhed, hvormed Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
