Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 Versene og
Monologerne
Repliken er da altid veltalende, hvor komisk den end
er.
Sproglig talt vil dette sige, at Ordet hos Holberg
aldrig bliver drevet ud paa de Grænse-Omraader, hvor
det forvandler sig til Tone eller Farve, til Musik
eller Maleri. Højst betegnende er i den Henseende
dette Vers af fjerde Bogs første Sang i Peder Paars:
I smukke Tanker Vers al leen e kun bestaaer.
Holbergs egne Vers er hyppigt slette, altid stive;
det er Vers, der er gjorte forstandsmæssigt, som paa
Maskine. Hvor det som i hans forfejlede Metamorphosis
er hans Hensigt at tilvejebringe en rørende eller
højtidelig Virkning med dem, bliver Resultatet
kedsommeligt eller parodisk. Man føler det vel,
at hvert Blad med Vers "koster ham moxen en dygtig
Hovedpine og 12 Skilling udi Gaffekt. Stemning og
Lyrik er som fordampet af denne Poesi; den nøgne
Aleksandriner staar tilbage. .
Derfor finder vi heller aldrig hos Holberg en Monolog,
som er Sjælens stille Hvisken med sig selv. Selve
Monologen er bygget som en Tale, direkte Meddelelse
til Tilskueren. "Vil nogen vide mit Navn, saa heeder
jeg med Permission at sige Oidiux. Vil nogen vide min
Haandtering, da er jeg en Snyltegiæst til Tieneste
. . . Vil nogen vide, hvem jeg er troe, svarer jeg:
ingen uden Monsr. Leonard. Vil nogen vide, hvorfor
jeg er barn troe, saa studser jeg og bliver skamfuld
o. s. v.u; ja undertiden anvendes Monologen som
et Middel, hvorved Skuespillets øvrige Personer,
upaaagtet lyttende, faar noget at vide (saaledes i
Barselstuen, i Melampe, i Det lykkelige Skibbrud).
De, der ikke er veltalende af Naturen, som Tyendet, er
det af Opdragelse eller Livsstilling, som Barbererne,
Puclsenmagerne, Doktorerne, Advokaterne, Pedanterne.
Med dette Hang til det Alment-Oratoriske hænger den
Omstændighed sammen, at Personerne ikke alle og ikke
altid er fuldt virkelige. Holberg har et skarpere
Blik for Arts- og Stands-Egenskaberne end for den
Enkeltes. Han har den klassiske Digters Greb paa
at opfatte og betone en Alders, en Stillings, en
Professions, en Lasts eller Latterligheds Artspræg;
han formaar med dristig Kunstnerhaand at gribe
og isolere den bestemmende Egenskab og lade den
gennemtrænge alt, men han faar sjældnere Livets hele
spillende Mangfoldighed hos den Enkelte med. Det
er en Mangel, som den klassiske Aandsretning i alle
Lande har medført.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
