Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arts- og Standspræg
87
Som vi i det franske Sørgespil stadigt møder
Karaktertyper, Tyrannen, den Fortrolige o. s. v.,
Personligheder, hvis Væsen næsten udtømmes af
en eller anden afgørende Lidenskab eller Vane som
Ærgerrighed eller Troskab, saadan træffer vi ogsaa i
den klassiske Komedie, der dog ganske anderledes og
anderledes bevidst gaar ud paa at give et Billede
af Tidsalderen og Virkeligheden, Figurer som den
strænge, indskrænkede Fader, den formanende Onkel,
den Gerrige, Spilleren, den giftesyge gamle Jomfru,
Personer, hvis Væsen lader sig føre tilbage til ganske
faa Bestemmelser.
Saaledes ogsaa hos Holberg. Ikke sjældent
er Karakterens Gennemformning ufuldstændig,
Pralhansens Type eller Spradebassens Type
træder frem som en Hjerneskal under Huden. Det
væsenlige, almene er i Hovedfiguren undertiden
betonet for drøjt. Paa tilsvarende Maade er i
Bifigurerne undertiden Særpræget helt formummet i
Standsuniformen. Holbergs Advokater, Læger, Poeter,
Officerer er kun Masker. Skarpest træder denne
Mangel hos Holberg i hans yngre Aar maaske frem i
Uden. Hoved og Hale, hvor paa en højst ensformig,
aldeles symmetrisk Maade Roland og Leander betegner
Overtro og Vantro for med ét at bytte Roller, medens
Ovidius uden nogen personlig Ejendommelighed altid
balancerende, betegner Middelvejen. Vi føler denne
Mangel i Regelen tydeligst, hvor en enkelt Person
træder frem som Digterens Talerør og giver en lille
moralsk Afhandling eller Deklamation til bedste
(Baronen i Jeppe, Løjtnanten i Montanus).
Shakespeare giver os gerne en levende Forestilling
om sine Personers Ydre og legemlige Ejendommelighed:
Hotspur stammer, FalstalF er et Kødbjerg og utænkelig
uden sin Fedme. Som Klassiker overlader Holberg det
til Skuespillerne at gøre hans Personer svære eller
magre, brune elier blonde. Der forekommer ikke nogen
Tyksak hos ham; og naar hans Poeter maa tænkes magre,
saa er dette Standspræget, ikke noget Særkende for
Enkeltmand,
Hermed hænger Navnegivningen hos Holberg, som
hos andre Klassikere, sammen. Personerne har
som bekendt ikke ret noget Egennavn. De hedder
Leander og Leonora, Jeronimus og Magdc-lonc,
selv hvor Navneligheden dækker over betydelige
Karakterforskelligheder. Jeronimus er i Julestuen
en Købstadspidsborger, i Montanus en Landmand over
Bondestanden, i Det lykkelige Skibbrud Overhoved for
et stort Handelshus, i Henrik og Pernille en adelig
Godsejer, i Den honnette Ambition en svag og rangsyg
Nar, i Pernilles korte Frøikenstand en pengebegærlig
Hykler; men alle disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
