- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Første Bind /
88

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

88 De tre
Enheder

Roller har ligefuldt et vist, meget tydeligt
Fællespræg, og dette har slaaet Holberg saa stærkt,
at han ikke - som en moderne Digter vilde gøre - har
gjort sig Ulejlighed med at linde et uigennemsigtigt
Navn, hvis Klang paa en malende Maade svarede til
det Indtryk, han ønskede at fremkalde. Hans Navne
er ikke sjældent i Klassicismens Aand definerende;
men malende er de aldrig. Og betegnende nok - overalt
hvor Holberg har omarbejdet sine Skuespil, der har
han udslettet de tidligere, særegne Navne og ligesom
under et Tryk af den herskende Aandsforni indsat de
faste Artsnavne. Han begynder med Navne som Antonius,
Engelke, Elsebet; men de viger snart for de staaende
Navne paa Elsker og Elskerinde. I Gert Westphalen hed
den unge Pige oprindeligt Marie, først senere Leonora;
i Den Vægelsindede hed Leonora oprindeligt Terentia
og Henrik Torben.

Men denne Ejendommelighed hænger det sammen, at
Holberg i Klassicismens Aand ikke blot udmærker sig
ved Handlingens Enkelthed og Overskuelighed - dens
Enhed som det kaldtes - men efter Evne beflitter
sig paa at iagttage de af de Iranske Æstetikere,
formentlig efter Aristoteles, opstillede Regler for
Tidens og Stedets Enhed. Det har undret, at man i
Frankrig i Klassicismens Tidsalder kunde anse noget
for Pligt i Kunsten, blot fordi Aristoteles ansaa
det for rigtigt; det synes end foranderligere at
man vilkaarligt paalagde sig en tredobbelt Tvang
og ved Mis-forstaaelse udstyrede den med en falsk
Hjemmel. Men man læste ud af Aristoteles, hvad der var
i Ens egen Aandsfonns Medfør. Af den altfor stærke Tro
paa det Fællesmenneskeiige afhang det, at man saavidt
muligt ikke betegnede det Sted, hvor Handlingen
foregik. Omgivelserne ansaas for ligegyldige, formede
ikke Mennesket, opfattedes uvirkeligt. Og Regelen om,
at Handlingen helt igennem burde foregaa paa samme
Sted, førte naturligt til, at Stedet ikke blev nøjere
betegnet, at dets Enhed blev opnaaet paa Bekostning
af dets Bestemthed. Holberg sætter sig nu og da,
hvor han ikke kan andet, ud over Reglen, som i Jeppe;
men han hylder den, og han strækker sig saa langt som
muligt for at undgaa Overtrædelse af den, ja længere
end muligt, hvor han som i Henrik og Pernille lader en
Junker og en Frøken i et Anfald af Skinsyge tilkaste
hinanden Portræter, Tobaksdaaser, et Par Ørenringe,
en Stok med Guldknap paa aaben Gade. Undertiden er
Scenen saa ubestemt, at man har været i Tvivl om
i hvad Land Handlingen fore-gaar (Pernilles korte
Frøikenstandj; undertiden er Betegnelsen saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:09:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/1/0092.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free