Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klassicismen romansk
89
humoristisk almen som denne Notits foran Melampe:
"Scena er en aaben Plads ved Pandolfi Grav". Og skjønt
Holberg ikke sjældent, som i Jeppe og i Kilde-Reysen,
overtræder den Tid af knappe 24 Timer, i hvilke efter
Reglen Handlingen skulde presses ind, saa er det af
Ulysses von Ilhacia tydeligt, at næsten ingen af de i
den tyske Komedie forekommende, sjæleligt umulige Træk
har stødt ham og oprørt hans kunstneriske Samvittighed
i den Grad, som Handlingens Udstrækning over en
hel Aarrække og det stadige Sceneskifte. Livets
Uorden, dets Formløshed og brogede Mangfoldighed,
som Shakespeare fryder sig over og boltrer sig i,
er i Gengivelsen den klassiske Dramatiker imod,
ganske ligesom den logisk uforklarlige Helhed, den
fuldstændige Organisme af Egenskaber og Særegenheder,
i Regelen unddrager sig hans Opfattelse.
Den klassiske Aandslbrm har som bekendt i de
romanske Lande faaet sit ypperste Udtryk. Det er
ingen Tilfældighed, at Englands Poesi naaer sin
højeste Udvikling umiddelbart før den indtræder, og
Tysklands sin umiddelbart efter dens Overvindelse. Den
romanske Aand er nemlig dybest inde klassisk anlagt,
og derfor ser vi ogsaa i Ludvig den Fjortendes
Tidsalder i Frankrig (hos os hos Holberg og Falster)
de Kunstformer træde frem, der netop var de herskende
i det gamle Rom og nøje stemte med dettes Væsen,
Satiren og den burleske Komedie*). Til Holberg naaer
Kunstformerne saavel for Satirens som for Komediens
Vedkommende fra Rom over Frankrig. (Juvenal og
Horats - Boileau- Holberg; Plautus og Terents -
Moliére-Holberg.)
Dog den klassiske Aandslbrm er i den moderne Tid
særlig fransk, stemmer egenlig kun nøjagtig med den
franske Nationalkarakter, til hvis inderste Væsen
hører Evnen til at bevæge sig i Forstandsslutninger
og Evnen til at bringe Talens Kunst til dens højeste
Fuldkommenhed. Naar en Folkekarakter i Tidernes
Løb møder en herskende Aandslbrm, som er af den
Beskaffenhed, at Folket i den kan udfolde sine
ejendommeligste Evner, saa opnaar dets Kunst sit
højeste Udtryk. Derfor ser vi Frankrig paa Ludvig den
Fjortendes og Femtendes Tid aandelig underkaste sig
hele Europa; den franske Tragedie er Mønster selv i
England og i Italien; Moliére og hans langt ringere
Efterfølgere som Destouches, behersker Europas Teatre,
og i Voltaire endelig faar - efter at Hol-
*) Se om Satirens Betydning som romansk Kunstform
Hegels Æstetik, anden Del: Die romische Welt als
Boden der Satyre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
