Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Selvskildring
109
Holbergs Liv og Levned lægger i Vejen for en
Tilbageførelse af hans Aandsfrembringelser til hans
Personlighed - saa er denne Vej dog ikke spærret.
Enhver Kender af Holbergs Breve til en berømt Mand
har bemærket, at selvoplevede Smaatræk gaar igen i
hans Skrifter. Naar i Peder Paars en af Personerne
fortæller, hvorledes han som uskyldig Vejfarende nær
var bleven sat fast af en Fændrik, blot fordi han
gik tilfods i sit eget Fædreland uden Pas, saa sigter
dette til en Begivenhed, der var hændt Holberg selv;
naar Troels i Barselstuen i sin Spøgelseangst læser
en Bordbøn istedenfor et Fadervor, saa er dette en
Erindring fra Holbergs Barndom o. s. v. Men ogsaa for
hele Karakterer i Lystspillene maa det humoristiske
Udgangspunkt søges hos Digteren selv.
Det Eksempel, der først frembyder sig, er naturligvis
Philemon s.
Da Shakespeare afsluttede sit Digterliv, fordi hans
Fantasi længtes efter Hvile, skrev han Stormen og
afbildede sig selv og sin Genius i Skikkelse af
Prospero og Ariel, af den mægtige Magus, der er
Elementernes og Aandernes Herre, og den urolige,
legende, lynsnare, altformaaende Luftaand, der higer
og brænder efter at blive udløst af sin Tjeneste,
og som endnu paa Tjenestens sidste Dag smægter efter
Frihed og jubler imod den. Da Holberg havde naaet
Højdepunktet af sin Bane, saa’ han sig tilbage og
skrev Det lukkelige Skibbrud; han gjorde, som man
plejer at gøre, naar man bygger: han satte Kransen
paa Huset, førend Taget var færdigt og Arbejdet
endt. Han optræder ikke som en mægtig Aandebesværger,
han nøjes med den sanddru Satirikers og Moralists
beskedne Rolle. Han selv vil ingen anden Hvile og
Fred have end den: som Skribent at kunne leve i Ro
for Dumrianers og Kæltringers Plagerier; den eneste
Frihed, hans Genius forlanger, er Albufrihed. Philemon
er ung og hed, forøvrigt uegennyttig, opofrende,
højtbegavet, Lastens Beskæmmer, Dydens Mønster og
Sandhedens Martyr. Det er næsten for meget af det
gode. Rundt omkring ham, for Skranken med ham, et
Kor af Narre og Tosser af begge Køn, der vil have ham
dømt, fordi de paastaar, at han har sigtet til dem i
sine Skrifter, og som slutter, at han maa have sigtet,
siden han har ramt. Ligeoverfor ham Rosiflengius, det
vil sige Kryberi, smudsig Begærlighed efter Penge,
lav Nederdrægtighed. Det er næsten for meget af det
slette. Punkt for Punkt, Træk for Træk, ved Hjælp a
f Gentagelser, af overflødige Eksempler, af oplysende
Scener som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
