Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 Uendeligheden
i Utysses
anden, højere Verden end de andre, er gennemstrømmet
af et friere, digterisk Pust.
De andre Stykker fremstiller en Side af Livet,
ikke det hele Liv, undertiden endda kim en Side af
en Karakter, ikke den hele Karakter. De skemter
med Stundesløshed, eller Barselstuer, eller
Udenlandsrejser, eller Maskerader. De handler om,
hvorvidt Leander skal faa Leonora eller ikke. Tidt er
Synspunktet snævert, for ikke at komme udenfor en vis
komisk Kres. Tag et af de bedste, Don Ranudo, hvor
Holberg saa haardhændet, man kunde maaske endogsaa
sige haardhjertet, haaner den gamle danske Adel,
der efter Statskupet sad lammet paa sine Gaarde. Vel
sandt, Ranudo er latterlig med sin Uvilje til at
arbejde og med Stoltheden af sine Forfædre, men
Holberg har i uvillig Hensigt tildigtet umulige
eller unødvendige Træk: Den, der er saa stolt, at han
hellere sulter end skaffer sig Rigdom ved at lade sin
Datter indgaa et ulige Ægteskab, vil ikke samtidig
rane Ost og Brød fra en Bonde.
I Mogens Skeels lille, morsomme Stykke fra
Renæssance-Tiden Grevens og Friherrens Komedie
(udg. af S. Birket Smith) koger den gamle Adels
Harme over dens Fald og over de nybagte Adelsmænds
Udsmykning med meningsløse Titler paa dens Bekostning;
her syder Haanen over de udannede Grever og Friherrer,
der skaber sig fornemme uden at være det. Synet er
ogsaa her begrænset, men man føler, at den Foragt,
der inspirerede Stykket, ikke savnede Grund og
Ret. Don Ranudos Satire er dybere, men der er ingen
højsindet Forstaaelse af Adelsstoltheden deri. Det er
ikke blot latterligt, at en Mand ikke vil lade nogen
sin Fattigdom vide, men skjuler den for alles Blik,
ikke blot latterligt, at der er noget - lad det være
en Fordom - som han sætter over Velstand. Der er her
i Latteren noget saarende, omtrent som naar i Jeppe
den raa Baron tilsidst staar med Palmer i Hænderne
som Moralens Bærer, medens den stakkels Jeppe, der
er saa langt mere værd end han, driver af med Skamme,
slukøret som en vaad Hund.
Der er noget endeligt, begrænset i Kunstværker som
disse. I Ulysses derimod er selve Stykkets Livsluft
den frie Uendelighed. Her er, som Prutz har sagt,
"Poesiens Fevogn ikke brugt som Pakkepost for nogen
Moral". Vi er ligesom vendte tilbage til den komiske
Poesis største Tider.
Det var et Fald, da denne Poesi fra under Aristofanes
at have tumlet frit og stort med Statens og Kunstens,
Politikens og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
