Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Shakespcareske Stj’kker og Ulysses
135
det offenlige Livs højeste Interesser, hos Menander
og Terents sank til kun at dreje sig i Privatlivets
lave Krese om husligt Kævl, forlibte unge Par,
listige Slaver, narrede Fædre, en uformodet Arv eller
Genkendelse.
Ikke da Holberg i sin Alderdom gav sig til ligefrem
at efterligne Aristofanes (Plutus), men her er han
naaet i Højde med Verdens største komiske Digter.
Her er intet Smaatskaaret eller smaaligt Samlet. Nej,
Pelion er taarnet paa Ossa, Bjerge af Latterligheder
dyngede ovenpaa hverandre til de ruller ned igen under
drønende Larm. Der er virkelig Renæssance-Kunst,
mindende om Genfødelsestidens største Mestere,
Rabelais, Gervantes, Shakespeare, i Behandlingen
af dette klassisk-bibelsk-romantiske Stof, denne
"Holofernes, Greve af Bethulien", denne "Nilus af
Podolien, som boer i et Sølvslot", et Stof som jo
Shakespeare paa sin Vis med lignende Frihed har
behandlet i Troilus og Cressida.
v Dog kun ved Stoffet og 4en respektstridige
Stilling til homeriske Helte og Heltinder svarer
Ulysses til Troilus. Dybere set er Ulysses i
Holbergs Livsværk,,hvad Sommernatsdrømmen er i den
store engelske Digters. Det er tilsyneladende her
kun Forstanden, der driver Gæk med Folkepoesiens
gamle Fantasier (denne Penelope, der aldrig bliver
ældre, der er ung og dejlig til 60 Aar) som med det
samtidige Teaters Lohenstein’ske Unatur og Svulst;
men denne Forstand er selv bleven helt fantastisk
i sin Overstadighed. Ulysses er Holbergs virkelige,
eneste Lyrik, en Komikers Lyrik, en Højsang af den
vildeste Overgivenhed til sund Fornufts Ære.
Dette er den forkerte Verden, ikke den hverdags,
og gennem den forkerte skimtes den virkelige, set
ovenfra, i Fugleperspektiv; og vi ser ovenfra ikke
blot det smaa, Kjøbenhavn med dets Gader, (der altid
er rene i Juli Maaned, ellers drukner man i Skarn;
dog det er kun de elleve Maaneder af Aaret, og de
gaar snart), men det store, Menneskelivet. Er det
ikke vort Liv, dette, hvor vi pludselig besinder os,
at et Tidsrum er gaaet som en Dag, at vi er blevne ti
Aar ældre, ser, at vort Haar og Skæg er blevet hvidt,
og hvor dette er os som en Forklædning, en Maskering
af vort Væsen? Humorens lette Spil minder os her om
selve Livets Hast.
Og saa svinger vi os da op til hin Kunstens Skemt
med sig selv, sit eget Væsen, i denne evige Leg med
Illusionen, der sættes og brydes, som Tieck tog op
igen paa Romantikens Tid for at bygge en hel Lære om
Digter-Ironi derover, og som over ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
