Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 Ingen egenlig
Udvikling
for at bringe Tartuffe paa Scenen eller Beaumarchais’
aarelange, energiske Stræben for at faa Figaros
Bryllup opført. Der er heri noget,, som anspænder en
Poet, noget Begejstrende, Elektriserende. Men dette:
At skænke et Folk en Literatur, et Teater, aabne sin
ypperste egenlige Virksomhed, 37 Aar gammel, og maatte
fejre dens Ligbe-gængelse kun fire Aar senere, efter
at Sørgeklokkerne endda i Grunden har ringet hele
Tiden med Undtagelse af det første halve Aar! Har
nogensinde en aandløs Regering og et umodent Folk i
Forening tilredet et blomstrende Geni, endsige Landets
Hovedskribent, værre? Andre store Digtere har havt
at kæmpe med Armod, med Fjender; har rent udvortes
taget lidt langt mere og ganske anderledes ondt. Men
hvor finder man et Sidestykke til dette? Han har
skrevet Landets første læselige Digt, indfører saa -
ligesom lejlighedsvis, blot fordi nogle Skuespillere
opfører en Bygning - en i Landet helt ny Kunstart,
skriver til en Begyndelse en Snes Mesterværker,
staar i sin kraftigste Alder, nogle og fyrretyve Aar
gammel, og man skærer tyve Aar ud af hans Liv som
dramatisk Forfatter - tyve Aar. Pietismen sender hans
dramatiske Geni i Forbedringshuset paa tyve Aars lærd
Strafarbejde, sætter det i Studerestuens Cellefængsel,
fordømmer det til Ensomhed, til Tavshed.
Det sygner da ogsaa hen; men saa levedygtig, saa
trængende til Meddelelse er denne Genius, at da
den kommer ud af det ensomme Fængsel, svækket som
en hvidhaaret Fange, vender den sig med Instinktets
usvigelige Sikkerhed paany til Teatret, og med sin
rystende Oldingehaand udkaster Holberg de sidste
Figurer og Scener for det.
Der er en Ejendommelighed, som man skulde tro maatte
slaa Enhver, der blot gennemblader Holbergs Teater,
men som kun synes at have været én enkelt Forsker
(Legrelle) paafaldende. Det er den, at der ingen
egenlig Udvikling kan spores i disse SkuespiL Digteren
ses ikke, som moderne Digtere ofte, at vokse fra
Arbejd til Arbejd. Den politiske Kandestøber er
fuldt saa dygtig og vittig, som Don Ramido. Vistnok
har Holberg ikke sjældent omarbejdet med Kritik,
rimeligvis har han lært meget ved Prøverne og
forandret noget efter dem, og formodenlig har han
paany gennemarbejdet de Stykker, han kalder færdige
i 1723 og dog først udgiver 1731 (som Montanus) eller
1745 (som Ranudo). Men af det haardnakkede, uforfærdet
selvkritiske Arbejd, med hvilket en Moliére kæmper sig
op til stedse højere Fuldkommenhed, findes ikke Spor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
