Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Tragisk
Skæbne
at han er forældet, forældet og aflægs, ikke passer
mere for Tiden.
Med Forbauselse erfor Holberg, da den danske Skueplads
genaabnedes, at hans Komedier nu gjaldt for altfor
plumpe og gammeldags for Folk, der gjorde sig til af
fin Smag: "Saasom vor Nation udi mange Ting er bleven
ukiendelig, saa er den og paa en Tiid af tive x\ar
bleven herudi." Tidligere havde han ikke kunnet andet
end "fatte Tanker" om de af ham forfattede Originaler;
nu saa han dem vragede af Folk, der tilsyneladende
kun vurderede Dekorationer og Dragter, kun ønskede
at se Dans og høre Sang, men som fremfor alt vilde
se en streng Sømmelighed iagttaget paa Scenen,
høre deres fine Standsfæller tale og som "stødte
sig over at see Henric udi Kandestøber-Comoedien
at fremtrine paa Skue-Pladsen med ukiemmct Haar og
blotte Hænder". (Ep. 360).
Derfor er Holbergs sidste Epistler helt fulde
af bitre Klager. Man "kaster vore Originaler
bag Ryggen"; man foretrækker "ilde sammenhængende
Markskriger-Stykker". De sidste Ord, vi har fra hans
Pen, er hans Smertes bitre Suk: "Der spørges ikke
mere, om et Skue-Spil er vel eller ilde udarbejdet,
men om det endes med Sang og Dantz .... Enhver
Skribent kan nu agere Comoedie-Skriver, og ingen
frygter at se sit Arbeide spildt, ihvor mavert,
elendigt og ilde sammenhængende det end er o. s. v.u
(Den 539te, sidste Epistel, trykt efter hans Død.)
Han føler, at han gælder intet mere.
Nogen Uret havde han, og der er noget af en gammel
Mands Bitterhed i hans Klager. Thi hans Skuespil
saavel som Moliéres opførtes hyppigt, og intet af
hvad der efter hans Tid var frembragt i Europa af
dramatiske Arbejder syntes ham af Værd. Alen han havde
mere Ret. Smagsretningen havde drejet sig i Frankrig
l Mellemtiden mellem Moliére og Voltaire og drejede
sig pligtskyldigst ogsaa hos os.
Holberg blev tvungen til at komme den imøde for om
muligt at bevare sit Publikum. Det var et sørgeligt
Syn, som naar en Skønhed, der ser sig forladt af
sine gamle Beundrere for uværdige, sminkede Kvinders
Skyld, selv begynder at lægge Sminke paa sine blegnede
Kinder.
Han tog i Ranudo, i Plutus alt muligt Hensyn
til Smagen for Vaudeville-Sang, Dans, Optog,
Præsentationer. Se f. Eks. Phitas II 5, 6:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
