Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 Død og
Ligfærd
det være mig kiært; thi endskiønt man er udi
stedsevarende Lidelse, bør man ikke misunde andre
deres korte Fornøielser".
Hans sidste Leveaar var særligt sørgelige. Han følte
sine Evner og sin Modtagelighed tage af. Musiken
havde tidligere været ham, ligesom en anden af Tidens
store Reformatorer, Frederik den Anden, en Kilde til
Glæde; han selv spillede Violin som Frederik Fløjte;
han kunde atter og atter røres til Taarer af det
samme Musikstykke. Nu hørte han ligegyldig paa den
skønneste Musik. Han vedblev til det sidste at lære,
lærte sig grundigere Græsk og lærte sig fra nyt af
Islandsk. Men han var ble ven glemsom og læste sin
egen Danmarkshistorie næsten som var den et Værk af
en anden.
Holberg døde den 28. Januar 1754. Intet Udbrud af
Følelse i Kjøbenhavn ved hans Død. Teatret tog intet
Hensyn til dette Dødsfald; der blev end ikke fremsagt
et Par Verslinjer i den Anledning fra den Skueplads,
der skyldte ham sin Eksistens. Selv om efter Tidens
Opfattelse Teatret ikke var det passende Sted for
en Sørgefest, saa havde den danske Skueplads dog ret
vel kunnet mindes Holberg. Der var ingen Sørgefest,
fordi der ingen Sorg var.
Liget førtes fra Kjøbenhavn til Sorø for at
bisættes der. Som det hedder i et Brev til
Suhm: "Baron Holbergs Lig blev hentet herfra af
fire sjællandske Øg; de tvende Bønder udgjorde
Gomitaten [Følget].". Da ni Dage derefter en ung
Skuespillerinde, Jomfru Thielo, døde, (rigtignok under
oprørende Omstændigheder, myrdet af hendes Elsker,
den russiske Gesandt) kom derimod hele Kjøbenhavn
i Bevægelse. Studenterne bar hende til Graven, og
et stort Ligfølge af alle Stænder bar Vidnesbyrd om
Byens Savn.
Fem Aar efter Holberg Død skriver Tyge Rothe i sine
Tanker om Kiærlighed til Fædrelandet om ham:
Han søgte intet uden sine Landsmænds beste, han fandt
dennem sovende, og vakte dennem op ... Var han bleven
fød i og opdragen i videnskabernes, i konsternes
og smagens tempel, da var han bleven større, men
han var ikke bleven vores . . . Holberg døde, og
hans Landsmænd tiede; ingen sagde de fremmede hvor
stoert et tab vi leed; man kunde tænke, at vi end
ikke er-kiendte tabet. Jeg blues ved at siige det:
de Danske nævne alt hans Navn med Ligegyldighed."
Den første Reaktion, der ramte Holberg, det var
Pænheds-Reaktionen, der med Destouches’ Navn som
Løsen skyllede hen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
