Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Ludvig Holberg (1684–1754)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg
177
Den, der f. Eks. vil skaffe sig et Indblik i hans
Syn paa Politiken, faar det gennem Kandestøberen,
der med saa meget Lune forkynder Nytten af politisk
Særkundskab, og i Jeppe paa Bjerget, hvis Hensigt er
at advare mod en Venden op og ned paa Samfundets Orden
og Skik, for hvilken der iøvrigt visselig den Gang
ingen Fare var, og hvis Moral er lidt ilde anbragt,
fordi den stakkels Jeppe intet Øjeblik selv har tænkt
paa at sætte den syvkuglede Baronkrone paa sit Hoved.
Det er vel især Haandværkeren og Bonden, i hvis
Hænder Holberg finder det umuligt at lægge Magten,
men Don Ranudo viser, at Tanken om Adelsaristokrati
laa ham lige saa fjern. Hans Politik er et tro og
ligefremt Udslag af Borgerstandens Frigørelse fra
ethvert Adelstryk og for dens altfor tillidsfulde
Overdragen af Enevoldsmagten til Kongen.
Det er især i Uden Hoved og Hale, i Hekseri eller
blind A Harm og i Det arabiske Pulver at man finder
Holbergs Forhold til Religionen, til Tro og Overtro
udtalt. Det første Stykke har han lagt an som en
Forherligelse af den rette Midte mellem Hanget til
at tro alt Overnaturligt og til at benegte alt. Han
viser, hvorledes Tilbøjeligheden til Overtro i sin
Lidenskabelighed er udsat .for Misbrug af Bedragere,
og, naar Bedrageriet opdages, atter udsat for
pludselige Omslag til den modsatte Yderlighed, og
han fremstiller gennem et andet Eksempel, hvorledes
den principielle Vantro, der ikke er Udtryk for en
tilkæmpet Overbevisning, men for en vis med alle
Vanskeligheder let færdig Frivolitet, ligeledes
staar paa yderst svage Fødder og kan forvandle
sig til den vankundigste Dumfromhed. Han lægger
sin egen Synsmaade, det, der for ham staar som
Fornuftstandpunktet, en Tvivlen, der ikke vover
sig til paa Forhaand at benegte, i Munden paa
den desværre kedelige Person .Ovidius. Det er her
endnu mindre lykkedes ham at gøre sit Kontrafej paa
Scenen interessant end i Det lykkelige Skibbrud, hvor
Philemon dog har langt mere menneskeligt ved sig. Men
naar man husker, at Holberg, skønt aldeles vantro
overfor de fleste Spøgelsehistorier, ikke ubetinget
vovede at negte Spøgelsers Eksistens, ja endog selv
troede at have set et, forstaar man, at der er mere
af hans eget Væsen i den blodløse Ovidius end man
skulde tro. Hekseri eller blind Allarm, et uendelig
meget bedre Skuespil, er helt og holdent et lystigt
Indlæg for Teatret mod Overtroen som Kulturens og
Kunstens Hovedfjende i hans Tid.
G. Brandes: Samlede Skrifter. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
