Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Kamma Rahbek (1775–1829)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 Kamma
Rahbek
»
I et Brev til hendes Niece hedder det:
«Min Søster tror ligesom Du, at hun vilde kunne
bidrage til min Helbredelse, og dog vilde hun, akkurat
som Du, ved be-standigen at friste mit levende,
letbevægelige Væsen til Meddelelse af Følelser og
Tanker kun bringe min altfor virksomme Aand til
endnu større Virksomhed, og denne Virksomhed er det
just, der saa grueligt svækker mit svage, hentærede
Legeme. Dette trænger til en saa meget som muligt
lidenskabsløs Tilstand, l hvilken hverken Sorger
betynge mig, eller Glæder exaltere mig. Ganske at
bringe mit Væsen til denne Ro bliver mig vistnok ikke
muligt; men jeg bør dog sørge for ikke at bringe det
i større Uro end nødvendigt er. Vist nok forskaffer
mine Kjæres Nærværelse, medens de ere hos mig,
mig virkelig Fornøjelse, men jeg kan med Sandhed
forsikre, at jeg i denne Sygdom aldrig har havt en
Underholdning paa flere Timer med Dig, min Søster,
eller noget kjært Væsen, med hvem jeg gjerne taler,
uden at jeg bagefter den hele Dag og følgende Nat
føler gruelige Virkninger af den Exaltation, hvori
mit stakkels svage Legeme er kommet.»
Det var for Alle et smerteligt Syn at se,
hvorledes hun tæredes hen; kun Rahbek saa Intet,
han haabede bestandig det Bedste og anede aldrig
den nære Fare. Den svage Karakters Egenkærlighed
var medvirkende herved: Rahbek skændte paa Kamma,
fordi hun var syg, fordi hun ikke kunde opmuntre ham,
naar han følte sig forladt og gnaven. Nogle Dage før
sin Død vidste hun vel, hvad der forestod, og sagde
til Pigen, at hun saa nødigt vilde bort fra sin gamle
Rahbek. Paa den sidste Aften, hun oplevede, indtog
hun endnu med sin hele Elskværdighed Forsædet ved
sit Tebord, og om Eftermiddagen havde hun tilskrevet
Rahbek sit sidste Kærlighedsbrev.
Paa selve hendes Dødsdag havde hun den lille Glæde,
at Rahbek modtog en Æresbevisning fra den gamle
Konge. Da han om Eftermiddagen efter Sædvane gik ind
for at sige hende Farvel og til Afsked vilde tage
hendes Haand, rejste hun sig fra Sofaen og sagde:
«Munden!». Dette Ord var det sidste, Rahbek hørte
fra hendes Læber. Da han kom hjem igen fra Byen,
levede hun endnu. Han spurgte hende, om hun vilde
tage den foreskrevne Medicin, hun gav sit Minde;
men da han for at understøtte hende løftede hende op
i sine Arme, var hun død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
