Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Adam Oehlenschlager (1779–1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Adam
Oehlenschlager
Aladdin er skrevet i Vinteren 1804-5. Ikke et Brev,
ikke en Billet, ikke en Notits synes at være opbevaret
fra hele dette Aar, skønt Breve og Erindringer fra
andre, langt ubetydeligere Perioder af Oehlenschlagers
Liv foreligger i Hobetal. Digtets Tilblivelseshistorie
lader sig altsaa ikke ligefrem forfølge. Dog saa meget
véd vi, at det blev til under umiddelbar Paavirkning
af Steffens. Og det véd vi, at umiddelbart før
Aladdin skriver Oehlenschlager Vaulundiir, dette
helt forskelligartede Arbejde, nordisk, forfattet i
gammeldags Sprog, i Oldtidsstil, med streng, kold,
graalig Kolorit, mens Aladdin er et lyst og broget
Billede fra Østerland med Samtidens Sprogtone.
Og dog er der Lighed: For Vaulundur som for Aladdin
aabner Jorden sit Inderste; ogsaa ham skænker den sine
Skatte, saa han bliver den største Rigdoms Herre. Hans
Bjærggrotte svarer til Aladdins Hule. Man vil endog
genfinde nogle af de ovenfor anførte Udtryk, som maler
den underjordiske Hule, i denne Skildring af Grotten:
«Indgangen til denne Buehvælving var bevoxet med unge
Roser. Fra Væggen glimtede det rødeste Guld og mellem
det allehaande andre Metaller. De purpur-rødeste
Rubiner besprængte Væggene og deriblandt allehaande
Koraller og Krystaller af blegere og stærkere Farve.»
Den røde Karfunkel i Vaulundurs Grotte svarer til
Lampen i Aladdins Hule; den er Ildens og Lysets
Symbol. Som det i Aladdin hedder om Lampen: «den
hemmelige Urkraft, Lyset selv,» saaledes hedder det
her i Havfruesangen:
Hvad aldrig bortdøde, hvad aldrig forgaaer, Er Luen
hin røde, i sig den bestaaer, I Alt den sig mænger,
fra Solen nedkaldt, Til Intet den trænger, nødvendig
for Alt.
Det er da Steffens’ norske Bjærgsyner, der fra Tiecks
tyske Rnnebjærg over Vaulundurs norske Grotte strækker
sig til Aladdins persiske Hule.,
Men ogsaa Mesteren Schellings Tankeliv genfindes i
Aladdin Efter Bekendtskabet med Steffens var Schelling
traadt i nær Berøring med Brødrene Schlegel. Han
opdagede nu en Overensstemmelse mellem sin egen
Stilling til de ældre erfaringsdyrkendc Naturforskere
og den nye Digtnings til Oplysningstidens Poeter 0|
Kritikere, og under Indflydelse af den romantiske
Aand i Jena fore tog han en Svingning over mod Kunst
og Poesi. Han taler ni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
