Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Adam Oehlenschlager (1779–1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adam Oehlenschlager
229
om Betydningen af den naturvidenskabelige Omvæltning,
han har gennemført, ikke blot for Filosofien, men
for det Højeste og Sidste, Poesien. Han deler,
som man ser, Romantikernes Forgudelse af Ordets
Kunst. Naturfilosofien, siger han nu, er ikke
blot udsprungen af Poesien, men stræber tilbage mod
Poesien som mod sin Kilde. Den viser sig endda kun som
Middel til at Maal, og dette Formaal, det højeste og
sidste, er Poesien. Det gjaldt for ham om at finde en
ubetinget Harmoni mellem Nødvendighedens og Frihedens,
det Ubevidstes og det Bevidstes herden. Han fandt
den i Kunstanskuelsen og Kunstfrembringelsen; thi i
Geniets Virksomhed og denne Virksomheds Resultat gik
let Bevidstløse og Bevidste i ét; Geniet var intet
andet end den igennem Frihed virkende Natur. Kunsten
var for Filosofen det Højeste, fordi den aabnede ham
det Allerhelligste, gav ham Indblik i Helligdommen,
hvor det, der var adskilt i Naturens og Elistoriens
forskellige Verdener, brændte som i én Flamme -
Lampens.
Naturen var for Schelling Aandens endnu beviclstløse
Poesi. [\un som Helhed fremstillede Naturen det
Uendelige; men hvert mkelt Kunstværk indeholdt
det. Kunsten var da Filosofiens meste sande, evige
Udtryk og Vidnesbyrd. «Det er at vente,’ ledder det
i hans Værk, Den transscendentale Idealismes System
1800) «at, som Filosofien i sin Barndom udgik fra
Poesien, saaledes vil den og med den alle Videnskaber,
som lige saa nange skilte Strømme, atter flyde ud i
Poesiens almindelige 3cean.»
Her er det som hørte man tydeligt Romantiken banke
pau lidenskabens Dør og true med at sprænge Døren;
ja det er, ;om saa’ man den fremmanede Poesiens Aand
overvælde den videnskabelige Erkendelses Aand.
Ser man nu fra denne Højde tilbage paa Aladdin og
Nureddin, brstaar man bedre, hvorfor Nureddin i
Digtningens Løb stedse >liver ringere, ubetydeligere.
Først er han Troldmanden., den altskuende, den
store Mester, ler øjner Lampen tusind Mile borte
dybt i Jordens Skød; kun let udvortes Redskab er
han ikke. Han staar da fra først af rverfor Aladdin
omtrent som Steffens overfor Oehlenschlager; lån har
alle Ideerne, som den anden ikke har; kun kan han
kke sætte dem paa Vers.
Saa forvandler han sig - altsom Stelfens synker
i Oehlen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
