Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Adam Oehlenschlager (1779–1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adam Oehlenschlager
231
saa1 flere af Napoleons Marschaller variere
Lykkeskæbnens store Heltedigtning. Æventyret var i
hans Levetid blevet Virkelighed. I 1804 var Napoleon
bleven udraabt til Kejser; i Vinteren 1804-5 skriver
Oehlenschlager Aladdin. Dog de væsenlige Træk til sin
Helt tog han ikke fra noget fremmed Aasyn. Hans sande
Forbillede var han selv. Ikke Napoleons saa strengt
arbejdende Genius skyldte han denne Forestilling om
den strenge Flids Værdiløsbed. Sin egen, saa særegent
anlagte Genialitet skyldte han sin Idé om Geniet
overhovedet.
Ganske saaledes, saa pludseligt, saa mirakuløst
som Aladdin finder sin Lampe, var jo han efter den
døgnlange Samtale med den fra Europa tilbagevendte
Steffens bleven overrasket og overvældet af sin
digteriske Evne. Og ikke i stille, langsom Udvikling,
men pludseligt, som under et tropisk Foraar, var hans
Poesi skudt i Vejret, havde fuldstændigt fornyet det
danske Sprog, tilført det friske Safter, givet det ny
Gang og ny Klang, havde generobret den tabte Oldtid og
indvarslet en stærk, nordisk Renæssance - og som denne
Poesi spændte Bro bortover Rationalismens Tid tilbage
til den hedenske Tidsalder og Myteverden, saaledes
skulde den snart henrive hele Norden, holde Norge fast
i det Øjeblik, da Politiken skilte det fra Danmark,
ja vinde Danmark Sverig, Fjenden, saa fuldstændigt,
at dette Sverig tilsidst kronede Oehlenschlager til
Aandskonge med den Tegnérske Krans.
Ud fra Anelsen om disse Triumfer, ud fra denne
stormende Selvfølelse gaar han da til sit Værk. Han
griber Æventyret fra Tusind og én Nat, det, han
allerede havde læst som Barn paa sin Skammel, følger
det Linje for Linje, Ord for Ord, Træk for Træk,
lægger kun hist og her lidt til, digter kun hist og
her lidt om, men det er nok til, at han selv med hele
sit Væsen udbreder sig i Stoffet og gennemtrænger
det.
Og ikke blot han selv, hans egen Aand, gennemtrænger
be-sjælende dette Stof. Indtryk fra Goethes Faust,
Forudsætninger fra Tiecks Octavianu$y Fichtes Lære om
det verdenssættende Jeg, Novalis’ magiske Idealisme,
hans og Schlegelernes Forguden af Fantasien,
Steffens’ Naturindtryk af de norske Fjældes og
den underjordiske Verdens Poesi, Tiecks første
Bearbejdelser af disse Indtryk, endelig Schellings
hele Genilære og Kunstforherligelse, hans Grundtanke,
der fører til Poesiens Ombringen af Videnskaben, alt
dette afspejler sig i dette Digt, der er saa simpelt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
