Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Goethe og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goethe og Danmark
285
oprindelig frankisk eller ikke, saa er Goethe dog
indvortes en en ægte frankisk Tysker og staar som
Udtrykket for den egenlige Tyskhed, for «den højeste
Forklaring, alle Stammerne i Tyskland ere komne til
med hinanden». At Goethe betegnes som langt dybere
greben af Ossian end af Shakespeare, er en af de
løse Paastande, paa hvilke Grundtvig er rig. Mindre
greben ud af Luften er unægtelig den, at han er «den
tyske eller tydeligere den virkelige Voltaire/),
om end Begrundelsen er saare svag, nemlig denne, at
«hvad Voltaire kun havde Skin af, finde vi hos Goethe,
Magt til at sætte Glans paa hvad han vil». Med uhyre
Smagløshed følger saa: «Denne Kunst er mærkværdig,
thi saaledes forgylde med Aand kan Ingen, i hvem
ikke en ægte Kraft er smeltet, og det vilde i den
Henseende uden Tvivl være træffende sagt, at Goethe
forgylder med den døende Werthers inddrukne Aande.»
Ikke synderlig mere slaaende er Tilføjelsen: < Goethes
Glans er kold og død, han har med den i sine Værker
stræbt at adle megen Urenhed.»
Grundtvig tager Goethe det højst ilde op, at han saa
tidlig opgav de historiske Stoffer for i Faust og Valg
slægtskaberne at hellige sig til det rent Naturlige:
«Hvor Goethes Naturhistorie bliver Tidens Dronning,
er Saga naturligvis dømt fra Tronen.» Han bebrejder
lidenskabelig Goethe, at denne ser Historien over
Skulderen og ikke en Gang agter den værd at bekæmpe,
men kun bruger den som Form «til at støbe sin egen
velbehagelige Roman i», og truer ham med, at Historien
til Straf vil vende sig ikke mindre fornemt fra ham
end fra Voltaire, «der paa sin Vis ligeledes satte
Historien Stolen for Døren» og derved «gik glip af
dens Lovtale*. Man ser, at Forfatteren stikker dybt
i Hadet til Rationalismens Aarhundrede og betragter
Reaktionen imod det som endegyldig. Naivt og ikke
uden Finhed siger han saa: «Til Wurtembergeren
Friedrich Schiller er det Historien [og Grundtvig]
venskabelig vender sig», og nu følger en ganske
træffende Fremstilling af Forholdet mellem Schiller
og Goethe: «Friheden stræbte Schiller at male i alle
Stillinger, som en Røver, som en Oprører, som en
Fædrelandsforsvarer, som en Soldat, endelig som en
Drømmerske . . . han var da en historisk Skuespiller,
som Goethe en naturlig Romanhelt. Schillers Kunst var
ædlere og renere, men stod i Liv og Glans og Enhed
langt under Goethes.» - Dette er i det Væsenlige
Grundtvigs Dom, hvorved han sikkert er bleven staaende
hele sit Liv. Om en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
