Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Goethe og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296 Goethe og
Danmark
Med Heibergs Optræden begynder derfor et Tidsrum
i dansk Aandsliv, i hvilket man opfattede Goethe
saaledes som han tog sig ud set gennem det Hegelske
Tankenet, og hvor man mindre beundrede ham for
hans egen Skyld end som forklarende Billedbog til
Hegels Lærdomme om Altets og Kunstens Love. Med
al sin Goethebeundring synes Heiberg indtil sin
Død aldrig at have anet, hvor kortvarigt hans
Yndlingsfilosofs Verdensherredømme skulde blive
i Sammenligning med hans Yndlingsdigtere. I vore
Dage har ved Tysklands første Universitet ingen af
de yngre Professorer, end ikke af Professorerne i
Filosofi, læst blot et Par Bind af Hegel; Studiet
gælder, endog mer, end billigt, for ufrugtbart. I
Afhandlingen Om Filosofiens Betydning findes Heibergs
Grundanskuelse af Goethe. Hvad der adskiller Goethe
Ira alle samtidige Digtere, det er efter Heibergs
Opfattelse det samme, der hæver Dante og Galderon
saa højt over deres Samtid; han fremstiller sin
Tidsalders Visdom, han er en til Dybet skuende
Digter. Heiberg udtaler sig ifølge denne Opfattelse
med stor Be stemthed mod den i Danmark herskende
Shakespeare-Dyrkelse: Shakespeare har ikke været nogen
lignende Repræsentant for Menneskeheden. Han, der
tilhører et Land, som altid har været hildet i lutter
endelige Bestræbelser, er altfor national til ikke
at være Virkelighedsgengiver. Fængslende Karakterer,
sjælelige Mindeværdigheder er, siger Heiberg, de
Æmner i hvilke Shakespeare ford}rber sig, men aldrig
sporer man en Bevidsthed om, at disse som endelige
og forgængelige Sider saavel af Livet som af Poesien
taber sig i Anskuelsen af det Uendelige. Han kalder
den overdrevne Beundring af Shakespeare latterlig
og utilgivelig i en Tidsalder, der besidder en
langt større Digter. Han hævder, at Goethe aldeles
ikke staar tilbage for Shakespeare i Kærlighed til
Naturens og Menneskelivets Enkeltheder; tværtimod,
han overtræffer ham i den kærlige Fordybelse i det
Endelige, kun er saavel Begivenheder som Karakterer
hos ham holdte som underordnet medindgribende
i den aandelige Enhed. Som han i Tasso hverken
foretrækker Digteren eller Statsmanden, saaledes vil
han overhovedet ikke begejstre os for en Helt eller
en Elsker, men for Ideer, der ikke er personligt
begrænsede. Heiberg viser, hvorledes denne Goethes
dobbelte Ejendommelighed og Storhed forklarer de
gængse Misforstaaelser af hans Væsen: «De, som
holde sig til det første Moment [hans overraskende
Kjærlighed til det endelige], finde ham sanselig og
materiel; de, som holde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
