Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Schack Staffeldt (1769–1826)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schack Staffeldt
327
Mennesker, hvis Synsmaade leder dem til at vædde paa
Sort, saa’ han ogsaa kun Ulykke i alt det historisk
Vordende.
Under disse Udbrud af Menneskefjendskab ligger
det digteriske Sindelags Fortvivlelse over
Uoverensstemmelsen med de Sysler, hvortil det var
fordømt, med de «otte til nitusind Sager om Aaret»
der forelaa til Afgørelse, Fortvivlelsen over et
nød–tvungent poetisk Selvmord, at sammenligne med
et Menneskes, der var fordømt til dagligt at tage en
Draabe langsomt virkende Gift. Han følte sig som en
Overløber fra Kunstens Lejr. Han er ikke mere Kunstens
Dyrker, kun Dyrker af «Rutine» og «Chicane>. Til sin
Søster skriver han: «En Afgrund af Melankoli trur med
at opsluge mig .... mit Embedskald fordrer mig helt,
og jeg er lig en, til allehaande Færdigheder i at
staa Skildvagt, fyre en Kanon af, stille sig død,
afrettet Sangfugl, som derved har ophørt at synge.»
Han vedblev naturligvis med Deltagelse at følge
Bevægelserne i samtidig dansk Poesi. Det var
rimeligt, at han, der paa en Maade var optraadt som
Oehlenschlagers Medbejler, der .endog undertiden
(som i Digtet over Vahl eller i Trende Nætter) havde
indladt sig i formelig Kappestrid med ham i samme
Versemaal over samme Æmne, der endelig i Privatlivet
forgæves havde bragt ham sin Hyldest og var bleven
afvist med ufortjent Haard-hed, under Striden mellem
Baggesen og Oehlenschlager følte sig personligt
tiltrukket af den første, som desuden tilfulde
paaskønnede hans digteriske Gave. Han udtaler sig
til denne med en kritisk Skarpsynethed, der vilde
have været til Gavn for hans egen Digtning, hvis den
tidligere havde gjort sig gældende, mod Genoptagelsen
af de gammelnordiske Stoffer og om Poesiens nødvendige
Forhold til dens Samtid. Det forholder sig med ham som
med Tegner, at hans Kritik stundom naaede videre end
hans Poesi; begge holdt de tilsidst i Teorien kun paa
moderne Æmner. Naar han i Anledning af Oehlenschlagers
beundringsværdige Balder blot bemærker, at han ikke
kan «forliges med disse Nordguder, der stundom have
Feber og Astma,» saa føler man vel i denne Dom den
Overstraaledes Søgen efter et kritisk Angrebspunkt,
men der er mere, end man paa hans Tid vilde anerkende,
i hans Kritik, naar han siger: «Dette Marionetspil med
den eddaiské Mytologi, disse med de bekendte ombres
chinoises analogiske ombres scandimwiennes have.,
synes mig, forrykket den danske Poesis Standpunkt
nuomstunder; thi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
