Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Schack Staffeldt (1769–1826)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schack Staffeldt
353
det Hele sit Tabte tildrager, thi strider du mod
Forsteningen, fælder Taarer - og dør igen.
I Digtet Forvandlingerne endelig optager Staffeldt
et af Folkevisens hyppigste Motiver, den magiske
Forvandling, der ved et Vidunder ombytter én
Skikkelse med en anden. Snart er jo der en skøn Kvinde
forvandlet til et Træ, snart til en Orm, snart til
en Fugl, snart til en Hind, snart først til Hind,
saa til Falk, eller først til Laks, saa til Sværd,
saa til Hind*). Allerede den Orden, hvori Naturrigerne
her forekommer, viser Afstanden fra Staffeldt. Hos
ham med hans filosofiske Naturbetragtning fore-gaar
Forvandlingen som en Stigen gennem Naturrigerne,
som et stort Sindbillede paa Naturens Stræben mod
den fuldkomne Form. I hans Digt bliver den haarde
Karfunkel til Rose, Rosen til Fugl og Fuglen til
en dejlig Jomfru. Forvandlingen begynder med hin
Blødgøring af den forhærdede Forstening, der er
Staffeldts Yndlingstanke, og ender med at Dyrehammen
falder for den skønne Menneskeskikkelses Fødder. Dette
er ikke Folkevisens fantastiske Naturbetragtning;
man øjner Darwin noget borte. Og Digtet udtaler sin
Grundtanke i denne varme Panteisme:
Thi Alt er i Et, og Et er i Alt,
forskellig kun Enheden banker som Pulsslag dybt i
hver Livsgestalt,
den samme i talløse Skranker: Forsteningen selv kun
dølger den, thi Kærligheds Aande optør den igen.
Der er i Schack Staffeldts Naturopfattelse et
spirende videnskabeligt Element. Overfor ethvert
Natursyn, hvorved han dvæler, mindes han dets
naturlige Tilbliven gennem den hele Række af
Formforandringer. Selv Blomsterverdenens Skønhed,
den mest udvortes, Sanserne mest gennemtrængende
i Naturen, minder ham om den Naturlov, der ligger
bagved. I et Digt Til Naturen lader han Blomsterne
sige til Solen:
Sol du straaled os ud, drag os igen til dig,
du vort Udløb og Væld! Straaler af dig, vi steg
ned til Jorden og hylled os til farvede Blomster ind.
* Se Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser
II. Nr. 66, 59, 56, 58.
G. Brandes: Samlede Skrifter. I.
23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
