Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Schack Staffeldt (1769–1826)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schack Staffeldt
363
Nej! du tidt din Krone fletter
af den karske Mejers Neg, tidt med foldet Vinge
sætter
dig ved Børneflokkens Leg.
thi hvor mindst du ventes, der,
Lunefulde! helst du er.
Af de store Digte til Verdensaltet er Til
Naturkraften trods skønne Enkeltheder altfor
langt og uoverskueligt., derimod er det senere
og mindre Til Naturen et mesterligt Digt. Æmnet
er ganske vist filosofisk og ulegemligt, men under
Behandlingen træder Maturen frem for Læseren i synlig
Kvindeskikkelse med Stjernekrans om Haaret og med
«Guldaarens Ring om sin Ankel sno’t».
Et blivende Værd vil endelig de Digte eller Digtsteder
bevare, hvor Schack Staffeldt ligefrem har skildret
sig selv. Jeg tænker ikke hermed paa de Steder,
i hvilket han har lagt Eftertrykket paa sit Geni,
sin Begavelse og Værdighed som Digter. Jeg tilstaar,
at netop disse synes mig ulidelige. Den aldeles
taabelige Forgudelse af Digterkaldet og af sig selv
som dets Bærer, der i dem træder frem, er maaske
det mest Forældede i Schack Staffeldts Livsværk
og i Regelen tilstrækkelig til at jage en moderne
Læser i et Musehul. Forfærdende er det allerede at
læse en Række Titler som denne: Digterbekendelse,
Digterprøve, Digterværdighed, Digterne, Digterfantasi,
Digterløfte, Til en ung Digter, Den unge Digters
Klage o. s. v. Vi befinder os, hvor i disse
Frembringelser den almindelige Selvfølelse kommer
til Orde, bestandig paa Fløjhedsvanviddets Rand,
ja i et efterladt Brudstykke, af hvilket jeg vil
anføre nogle Strofer, hvor Digter-Selvtilbedelsen
begrundes paa den almenmenneskelige Evne til at se
sig selv i Spejl i Naturen, naaer Selvfølelsen en
saadan næsten vanvittig Højde, som i Konrads berømte
Monolog i Mickiewicz’s Dziadij: Det lyder:
Saa ærer Digtren! en himmelsk Magt
ham gav de hellige Strenge: Han vil - brat visner
Naturens Pragt
paa døende Høje og Enge. Igen han vil - og den evige
Vaar med Uskyld og Fryd over Jorden gaar.
Og træder han frem mod den bange Natur,
da falder fra Himmelen Solen, en Giftkalk bliver den
høje Azur,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
