Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
369
drivelse sige om Hauch, at han ikke kendte til
Dødsfrygt hverken som Yngling eller som Mand. Som
ungt Menneske udfordrede han uden Betænkning til
alvorlig Duel en Officer, af hvem han med sin strenge
Æresfølelse mente sin Søster fornærmet, og det skønt
hans Følelser overfor denne Søster iøvrigt var alt
andet end varme - det er nok at sige, at hun var
Modellen til Veronika i Guldmageren og til Ulrika
i Søstrene paa Kimiekullen -, og da han som Olding
laa syg i Rom og da hans Hustru paa hans Opfordring
til ærligt og oprigtigt at sige ham, om hun mente
denne Sygdom vilde føre til Døden, maatte besvare
dette Spørgsmaal med Ja, fo’r der en Glædesstraale
over hans Ansigt og et Udbrud af Henrykkelse undslap
ham. Han havde længe været fortrolig med Dødstanken,
og den indjog hani ikke den fjerneste Frygt.
Hauch besad et overordenligt Mod, ikke som man
i Almindelighed rosende siger det om en Mand,
det koldeste Mod, nej omvendt, det ildfulde
Mod. Det dybestliggende Træk i hans hele Sjæleliv
var Begejstring. Denne Begejstring stemplede alle
hans Foretagender, fordi den først havde formet og
stemplet alle hans Egenskaber. Blandt disse gav den
hans Mod dets Præg. Det begejstrede Mod staar hyppigt’
i Ærens Tjeneste, og Hauch var en af de ærekæreste
Naturer. Men Æren er et dobbeltsidigt Væsen. Den er
dels Personlighedens eget Ideal og egen Rettesnor,
dels er den Noget, som Mennesket modtager udenfra,
fra de Andre. Der var i Hauchs Væsen stærke Spor af
denne Dobbeltsidighed. Den hensynsløse Voven gik
paa den besynderligste Maade Haand i Haand med en
uafladelig Hensyntagen til Andres Dom, det vil sige
til Æren som vedtaget Begreb.
Det mest gribende Eksempel paa denne sjælelige
Blanding fremtraadte i Hauchs Liv, da han var 33
Aar gammel, under det lange skrækkelige Sygeleje i
Italien, der blev saa skæbnesvangert for ham. Da det
under den pinlige Sygdom viste sig, at en Fraløsning
af Foden var uundgaaelig, besluttede Hauch, der med
sit unge Blod ikke kunde tænke sig Tilværelsen som
udholdelig efter en saadan Lemlæstelse, bestemt
at skille sig af med Livet. Men i sin Bekymring
for at man skulde mene og sige, det var Frygt for
Operationens Lidelser, som havde indgivet ham dette
Forsæt, besluttede han tillige at udstaa Smerten,
saa at vente en seks Uger, til Saaret var lægt,
og saa først at
G. Brandes: Samlede Skrifter. I.
24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
