Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370 Carsten
Hauch
skride til Handling. Denne sære og heltemodige
Beslutning fastholdt han. Seks Uger efter hin
kvalfulde Dag trykkede han en Pistol af mod
sit Hjerte, men Skuddet gik fejl, og Kuglen blev
skaaret ud af Ryggen. Han bevarede Arret deraf til
sin Død. Med sit religiøse Sindelag troede han i
Begivenhedens Udfald at se en Indgriben af højere
Magter og forsøgte ingen Gentagelse.
Det kan siges uden nogen Overdrivelse, at den Sygdom,
som endte med den unge kraftige Mands Forvandling
til Krøbling, er den afgørende Hændelse i Digterens
Liv. Allerede naar man læser de Akter af Bajazet,
der er forfattede før Foden blev sat af, finder man
tydelige Spor af den stakkels Syges Forfærdelse for
hvad der forestod:
Naniahran.
Min Herre. Du er altfor heftigt nu Bevæget. Det var
venteligt; thi vildt Naturen krymper sig, hver Muskel
skælver, Saasnart Kirurgen med sin skarpe Jerntang
Er nødt at gribe Nerven i det ny Og friske Saar.
og paa en endnu mere hjertegribende Maade har
Erindringen om det Udstaaede spillet ind med i den
Saarede Kasimirs Ord og Skæbne i Romanen En polsk
Familie:
Jeg vidste ikke, at der var slige Smerter til;
jeg har dog ikke frygtet, naar Kuglerne hvislede
om mig; mit Hjerte slog utaalniodigt, hver Gang
Stridshingsten vrinskede, Død og Fare skrækkede
mig aldrig; men saaledes at sønderrives levende! -
O Ingen véd, hvad det vil sige, uden den, som har
gennemgaaet det. Naturen gyser under Kniven, hver
Nerve skælver, siger jeg Dig. - Ak, og naar nu den
uhyre Smerte er overstaaet, da mærker man snart,
hvorledes alle Livsaander bedrøves over det uhyre,
uerstattelige Tab. Sjælen føler da vel, at alle
Livets Blomster ere visnede, at den evige Smertes
Udtryk aldrig mere skal bortvige fra Kinden, at den
Sommerfugl, der brændte Vingerne, nu ingen Del mere
har i Livets Glæder, ingen Trøst har tilbage uden
den, som Døden skænker. - De Andre visne langsomt,
det ene af deres Haar bliver graat efter det andet,
den ene Rynke kommer langsomt efter den anden, og de
mærke neppe, hvorledes Sommeren overgaar i Høsten,
de har Tid til at vænne sig til Vinteren, før den
frembryder, og huske neppe mer, at det engang har
været Foraar; jeg derimod, jeg var i det ene Øjeblik
frisk og blomstrende, og i det næste en sønderknust
Orm, der kun skilles fra Ormen paa Marken ved det
Fortrin, at den kan føle Smerten stærkere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
