Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372 Carsten
Hauch
hans Mangel paa Førlighed, denne hans saa rørende
Ulykke anvendt som Vaaben imod ham, brugt som
Spotteglose og Haans-ord. Hauch havde i et Svar paa
en yderst nedsættende Kritik over Vilhelm Zabern i
Maanedskrift for Literatur begaaet den Uforsigtighed
at tale om et Slags afstumpede (o: sløvede) Mennesker
som om dem, der var «allermindst egnede til at være
Recensenter.» Hertil svarer saa Anmelderen, daværende
Prof. C. Molbech, (hvis hele Tone bedst betegnes ved,
at han stiller Hauch som Romanforfatter sammen med
Johannes Wildt, ja endog erklærer ham, at han af
denne vilde kunne lære Et og Andet) med at dreje
Ordet «afstumpet» mod Hauch. Han siger:
Imod denne Argumentation er Springet i sig selv fra
Isklumpen til de «afstumpede Mennesker», der pines
af Begærlighed efter at ærgre og kede sig, en sand
Bagatel. Jeg ser vel, det er atter mig, De tænker Dem
ved et saadant forunderligt Dyr - Skjøndt jeg Himlen
ske Tak endnu ikke er afstumpet paa noget Lem [!]...
Og et andet Sted:
Det er nu engang min Natur, at i Poesien gjør
det Falske, det Affekterede, det i Ansigtets Sved
Efterjagede og aldrig Opnaaede, det maniererede,
Halsen brækkende Komiske, det hule, svulstige
Tragiske og enhver forskruet, forskaaret, paa Hoved,
Arme eller Ben «afstumpet», ligesom enhver tom og
væsenløs Pap-Karikatur, som man vil indsmugle i et
Drama eller en Roman, og dér lade gaa og gælde for
en virkelig levende Karakter - samme Virkning paa
mig som i det fysiske Liv et Kvalmemiddel.*)
*) Kritiske Epistler til «Vilhelm Zaberns» Forfatter
fra denne Bogs Recensent. Nr. l med en Tilskrift af
Hunden Berganza. Kjøbenhavn 1835 Pag. 20 og 35. Det
Udhævede udhævet i Teksten.
Beskyldningen for her at have sigtet til
Hauchs Legemsskade kom allerede 1835 frem i en e
Forespørgsels i Kjøbenhavnsposten og blev af Molbech
med Lidenskab afvist sammesteds den 23de Januar
1835, hvor det med Hensvn til Udlægningen af Ordet
«afstumpet» hedder:
«At. Forfatteren eller Forfatterne, ej engang
af Hensyn til Hr. Professor Hauch, vilde undse
sig ved saa nedrigt og løgnagtigt et Paafund som
dette: at jeg har villet «alludere til en legemlig
Ulykke, som rammede Professor Hauch i Udlandet*
(Kjøbenhavnsp. S. 66) der, lwort jeg alene alluderer
til en slet og udansk Brug af et dansk Participium i
Prof. Hauchs «Anmærkninger», kan ikke andet end bringe
mig end mere til at beklage Forfatteren af Vilhelm
Zabern, dersom han oftere skulde faa Forsvarere af
den Art . . .»
Heraf ses, at Anmelderen nødig har villet bære
Skammen for en øjeblikkelig Heftighed, han hurtigt
har fortrudt; men heller ikke mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
