Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 Carsten
Hauch
Sælsomt faldt da dit Lys paa Sne, jeg løb over
Sletten
Og mig behag ed den Skygge, som sort jeg kasted i
Maanskin,
Større jeg skued i Skyggen mig selv oy roste Dig
dengang.
Klog jeg raaded Dig da at straale ved Vinterens Tid
kun,
At foragte den brogede Blomst med barnlige Lysglans,
Somren i Morgenland og det højstletsindige Foraar.
Du dog undveg enfoldig mig steds og fulgte mit Raad
ej,
Men jeg berømte Dig end, og logred behændigt med
Halen,
Bød Dig dale til Jord og sætte Dig frit ved min Side,
Broderskab jeg Dig ædel tilbød, og at skure din Skive
Med min behændige Svans og at lære Belysningens Kunst
Dig.
Men Du ønsked til Broder mig ej, lod haant ad min
Kunst og
Ad min behændige Svans; Sligt jeg tilgiver Dig
aldrig.
Derfor et dagsky Murmeldyr jeg kalder Dig højt nu,
Ret en Drømnier i Sky, en Ildebrand-digtende Reiser.
Det er utvivlsomt ingen anden Magt end selve den
Begejstring, der er Grundtrækket hos Hauch, som her
har gjort ham saa klartskuende overfor sin Modstanders
svage og komiske Sider; det er ikke en almindelig
Satire, der møder os her; det er en Patos, der ytrer
sig som Satire.
Den tredie og haardeste Kamp, ind i hvilken Hauch
i sin Ungdom skulde blive kastet, var den, han
bestod for at tilkæmpe sig Overbevisningen om sit
Kald. Han viste Oehlenschlager sine første Forsøg,
og denne erklærede ham aabent, at han ikke troede,
han var Digter. Dette var for Hauch en afgørende
Dom. Han brød af, og kastede sig nu syv Aar i Træk
med største Iver over Naturvidenskaberne, især over
Zoologien. Det er ofte fremhævet, først og sidst af
Hauch selv, hvorledes under hans afgørende Sygdom
i Italien Poesien vendte tilbage til ham som en
Trøsterinde. Tildels heri laa det, at for Hauch blev
Poesien mindre en Kunst end en Religion, ligesom han
selv mindre blev en Digter end en af Poesiens Troende,
dens Præst og dens Dyrker. Hans Digterkald bestod ikke
i en medfødt Færdighed, men i en dyb og brændende
Overbevisning om Betydningen af det at være Digter
og om Højheden af den Magt, der aabenbarer sig i den
sande Digters Værk. Et stærkt Kald uden store Evner,
en efter Fuldkommenheden og Skønheden higende Aand,
som Øjet og Haanden kun ufuldkomment tjente, det
var hvad han fra først af besad. Det var ikke, som
det’undertiden troes, den bestemte ydre Omstændighed,
der aabnede hans Læber for Poesien. Havde han levet
i den jødiske Oldtid, var han bleven en Profet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
