Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
379
han var af det Malm, hvoraf de gøres. Men han, som
i Mismod og Selvopgivelse havde ladet Digterkransen
falde, maatte efter sin Natur med sin kæmpende,
stræbende Aand tilbageerobre den Blad for Blad. Det
er ikke lykkedes ham at frembringe noget enkelt saa
betydeligt og saa fuldendt Værk, at det alene vil bære
hans Navn til sildige Slægter. Men han har til Gengæld
lige ind i Oldingealderen vedblevet at frembringe
Poesier, der langt fra at indeholde en Gentagelse
af tidligere udtalte Følelser og Forestillinger,
omvendt bestandig viste hans Talent fra nye Sider og
betegnede Erobring af nyt Jordsmon. Det er i sit 72de
Aar, at han udgiver sine Lyriske Digte og Romancer
med en saadan Perle som «Den vilde Jagt», og han var
80 Aar gammel, da han endnu havde Aandskraft nok til
at levere en Samling af det Værd som Nye Digtninger, i
hvilken enkelte Digte, saaledes f. Eks. det satiriske
«En stor Samtidig« (hvortil en i hin Tid meget
omtalt Kritiker gav Anledningen) eller den dejlige
Oversættelse af Longfellows Livets Kvad, eller Digtet
En ung Piges Klage viser, at den ildfulde Stræben i
hans Indre bestandig bragte ham til paany at optage
Kampen med det under hans Hænder noget genstridige
Sprog, for at naa til en Klarhed og en Ynde, som
han hverken tyve eller tredive Aar gammel formaaede
at meddele sine Digte. Ælde, hin Kæmpekvinde, der i
den nordiske Myte tvinger selv Styrkens Gud i Knæ,
formaaede lidet eller intet over ham.
Hans Liv har ligesom afspejlet hans kunstneriske
Udviklings-gang: Han fødtes i det høje Norden, i Norge
og i en mørk og sludfuld Egn. Han døde i det Land,
man plejer at betegne som Skønhedslandet, og i den By,
som mere end nogen anden er Kunstens By. Han vilde
bestandig derned, han rastede ikke, før han fik sat
Rejsen i Værk, han følte en Trang til at gense Rom
før sin Død. Trods Alderen og dens Svaghed naaede han
med sin higende Sjæl dertil, og han, som saa Lyset
mellem høje og skumle Fjælde, ligger nu begravet i
Marmorstatuernes og Laurbærtræernes Land. Han, hvem
Vaaren nægtede sin < Krans af Violer, gennemflettet
med Krokus*, han, hvis Liv var en uafbrudt Kamp,
har fortjent en Krans af disse Træers mørke Blade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
